Menighedsrådsmøde 15. november 2011 kl.18.00

0

Indledning. Nr. 361 Dybt hælder året. Fader Vor.

Fraværende med afbud: ingen

Fraværende uden afbud: ingen

1

Godkendelse af dagsorden

Godkendt efter tilføjelse af pkt. 4.10

2

Opfølgning på referat fra sidste møde

den 20. september 2011

Godkendt og underskrevet.

3.0

Sager til orientering

3.1.

Kvartalsrapport (tidligere fremsendt)

Torben gennemgik rapporten, den ser acceptabel ud. Taget til efterretning.

4.

Sager til beslutning

Godkendt efter tilføjelse af pkt.4.10

4.1

Valg af formand

Bente Gertz 10 stemmer, 1 blank og 1 stemme Inge Lisbeth.

4.2

Valg af næstformand

Torben Venndt 10 stemmer, 1 blank, 1 Per Møller Henriksen.

4.3.

Valg af kasserer

Torben Venndt genvalgt.

4.4.

Valg af kontaktperson

Inge Lisbeth Dahl genvalgt.

4.5

Valg af kirkeværge

Ingvar Thomsen genvalgt.

4.6

Afslutning af kopisag (FU indstiller at sagen lukkes)

Der ligger et kompromiforslag som forhandles.

4.7

Evaluering af Indsatsområder

Kristendomsformidling:

Adventskalender en succes, her kunne man prioritere musikdelen mere, evt. sætte en korsanger på eller indspille salmerne på forhånd.

Litteratur/film kreds har fungeret en tid, men er nu ophørt pga for få fremmødte, står nu på standby.

Temaartikler i kirkebladet er under overvejelse.

Småbørnsfamilier: Babysalmesang kommet godt i gang, det kører nu uden musiker udefra.

De unge: temadag ifm gymnasiet ikke iværksat.

Workshop med elever, billedkunst etc. og biografaften ikke iværksat.

4.8

Bidrag til Vejkirker inden 16/12, vil vi fortsat bidrage med kr. 2000

Vi fortsætter med at være vejkirke.

4.9

Skal der oprettes et kordegnelaug til afløsning om søndagen i kordegnens fravær v. Ninna Toft Rasmussen

Vi tager punktet op på et senere møde, evt. en temadebat.

4.10

Ansøgning fra G94 vedr. lån af C-cafe

Vi har haft en principiel drøftelse om udlån af lokaler.

5.

Orientering fra udvalg og ansatte

5.1

Forretningsudvalg

Det er besluttet at Xenia afløser Esther i konfirmandcafeen, når Esther er til menighedsrådsmøde.

5.2

Kirkegårdsudvalg

Intet.

5.3

Præsteboligudvalg

Intet.

5.4

Musikudvalg

Koncertprogram for 2012 er gået i trykken. Messias koncert den 3. december. Salget af billetter går fint.

5.5

Aktivitetsudvalg

Intet.

5.6

Gudstjeneste-og kontaktudvalg

30.11 børnegudstjeneste med efterfølgende møde i udvalget.

5.7

Informationsudvalg

Kirkebladet i trykken, kan hentes på søndag af uddelerne. Nyhedsmailen kommet ud pr. 1 november.

5.8

Kirkeværge

Ingvar arbejder på at få en pengekasse opsat i væggen i våbenhuset til salg af artikler vedr. kunsten.

5.9

Kontaktperson

Inge Lisbeth har afholdtpersonalemøde.

Esther fortsætter som medarbejderrepræsentant indstil næste valg i november. IngeLisbeth været til ERFA møde mhp fælles vikarlønninger i provstiet. Ans. fra organisten om tilladelse til ophold på Island for kirkemusikere til næste år. Dette bevilges. Kopimaskinen fungerer ikke optimalt, vi vil prøve at løse problemet ved hjælp af Dennis i morgen. Lyddæmpning i C-cafe. Korjubilæum i 2016, udvalget arbejder er så småt startet med planlægningen.

5.10

Medarbejderrepræsentant

Eva, Inge Lisbeth og Esther arbejder videre med personalehåndbogen. Esther gør opmærksom på at vores nye kirketjener skal på en del kurser til næste år.

5.11

Præster

Intet.

6.00

Evt.

Vi beslutter at bestille et antal af Haderslev Stiftsmagasin til menighedsrådsmedlemmer og medarbejdere + evt. kandidater til det nye menighedsråd. Kordegn sørger for dette.

Torben anbefaler at man møder op på fredag kl. 14.00 til salmesangsarrangement og reception i anledning af udgivelsen af 165 GT salmer.

Vedr.det årlige menighedsmøde i morgen: Det praktiske er nu på plads. Udvalget har fordelt opgaverne.

Programmet for adventskalenderen er på trapperne.

24. december 2010

Nadveren

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jeg  vil gerne begynde med en advarsel. Denne prædiken kommer til at handle om verdens undergang. Og så kan I sige, at det da ikke er særligt børnevenligt.

Men denne prædiken er faktisk sat i gang af et barn, af en 8-årig, der sagde til mig, at hun havde hørt at jorden ville gå under i 2012. Det var hun faktisk noget bekymret for.

Samme dag var der en, der spurgte om jeg kendte forfatteren Kim Fupz Aakesons bog om verdens undergang.

Og sådan kan det gå, at verdens undergang får lov til at indtage prædikestolen en højhellig juleaften. Men mon dog ikke også der er håb?

"Gud ser fjernsyn. Hver dag. Han ser især nyhederne og han bryder sig ikke om det, han ser. Han bryder sig ikke om krigene og elendigheden og ufreden og forureningen, alt det, der er så meget af nede på jorden.

Gud kalder på en af sine sejeste engle og råber: "Nu er det nok. Engelbert H! Jeg vil give dem en sidste chance".

"Okay", siger Engelbert H usikkert og ved ikke helt, hvor Gud vil hen med den råben. "Du tager ned på jorden og så redder du den!" "Hvordan redder?" spørger Engelbert H. "Bare sådan redder!" råber Gud. "Ikke mere krig og elendighed og ballade dernede! Og hvis ikke den verden står til at redde, så lader vi hele gøjemøjet gå under, og så starter vi forfra med en helt ny verden! På månen! Og kun med rare bibliotekarer og kattekillinger!"

"Okay" siger Engelbert H endnu mere usikkert.

"Og du kan få syv dage og en mobil med og bare ringe op og give besked om jorden er reddet eller om jeg skal lade den gå under!"

"Okay", siger Engelbert H og får en splinterny Sony Nokia med sig. 6700 XL med bluetooth og triband og flashtop og det hele.

"Det er deres sidste chance", siger Gud og tænder for fjernsynet. I aften vil han bare se Melodi Grand Prix og ikke alle de dårlige nyheder om bomber og biler, der oser luften til.

Engelbert H må altså ned på jorden. Og enten må Engelbert H redde den og gøre den dejlig på syv dage – eller også lader Gud den gå under. Det vil nok sige at Han brænder den af eller drukner den eller fryser den til is. Måske alle tre ting, hvis Gud er rigtig arrig. Engelbert H håber virkelig den verden står til at redde. I en ruf.

Englen Engelbert H lander på jorden. Og han ved ærligt talt ikke hvor han skal begynde. Og inden han finder ud af det, har to bøller overfaldet ham og snuppet hans mobiltelefon. Så har man hørt det med!

2. dag beslutter Engelbert H sig for at gøre noget ved forureningen. Der er alt for mange, der kører i bil og han går ud på ringvejen og vifter med armene. Og han får godt nok bilerne til at standse. De kører ind i hinanden, både mercedes’er og alfa romeoer, ferrarier og en enkelt BMW med spoiler og alufælge.

"Det er for at redde Jer",  siger Engelbert H . "I skal til at cykle".

"Som om vi har tid til at cykle", råber bilisterne. "For resten har du lige smadret for en mio. kr. kofangere, og kølegitre og forlygter. Og baglygter". Og så gir de Engelbert H  nogen bank og smider ham i grøften.

3. og 4. dag går det ikke meget bedre, selv om Engelbert H ikke får bank. Alligevel overrasker det Jer sikkert ikke. Synes I måske selv det går bedre ude i verden? Selv med de små ting I gør for at redde den.

5. dag mister Engelbert H troen. Det er det værste, der kan ske for en engel. Uden tro er en engel bare en lille fyr i natkjole og med vinger.

Da er det at Bessie med sin lille underlige hund kommer forbi. "Du ser ud som om du trænger til et varmt bad og spagetti med kødsovs", siger hun. Og sådan går det. Engelbert H får bad og mad, og kaffe, og spiller ludo med Bessie og hunden og hunden vinder, men den snyder altså også lidt. Og så falder Engelbert H i søvn i en blød hvid seng.

6. dagen er han bare sammen med Bessie. Køber ind. Laver mad. Ser film og falder i søvn tæt ved hendes hjerte.

Engelbert H vågner og sætter sig op. Det er den syvende og sidste dag. Og han har ikke reddet verden. Han har ligget på en sofa. Han har klattet tiden væk. Alt er slut. Alt er slut. Engelbert H låner Bessies tlf. uden at spørge. Han ringer til Gud, der er ikke andet at gøre.

"Hvasså?" råber Gud.

"Så ikke noget, mumler Engelbert H.

"Har du reddet jorden eller har du ikke?" Og Engelbert H skal til at svare, at denne verden ikke kan reddes, at den er for stor og indviklet og man ved ikke hvor man skal starter og hvor man skal slutte, men Engelbert H har svært ved at koncentrere sig for nu lugter han at Bessie har tændt for komfuret og er ved at riste bacon og røræg også som om kaffe ikke er nok.

"Hallo?", råber Gud

"Jeg tror, der er håb" siger Engelbert H.

Det ryger lige ud af ham.

"Håb", råber Gud, "hvordan håb?" "Jeg kan ikke forklare det", siger Engelbert H. "For der er mildest talt en del problemer med at stoppe alle de krige og det forurening der og alt det andet pak, for ingen ved hvis skyld noget er og ingen ved hvor de skal starte og ingen ved hvor de skal slutte. Og de har også meget travlt".

"Så brænder jeg skidtet af", råber Gud.

"Men der er også piger, der hedder Bessie", skynder Engelbert H sig at hviske tilbage. "Og de sørger for at invitere en med hjem fordi de kan se at man har det skidt og er blevet slået ned, og der er også stærkt kaffe og spagetti, der er skumbade og noget med at sidde en hel aften og blive snydt i ludo og alligevel være godt tilpas, når man lægger sig i rent sengetøj og noget med at se en sørgelig fransk film og falde i søvn op af hinanden og vågne med sol i øjnene og der lugter af bacon og røræg --- og nærmere kan jeg ikke komme det. Gud hører du efter?"

Gud bliver stille i den anden ende af røret. For én gangs skyld. "Hallo?" siger Engelbert H forsigtigt.

"var det røræg du sagde?" brummer Gud. "Jo", indrømmer Engelbert H. "og bacon".

"Bacon, ja bacon", mumler Gud og bliver stille igen.

"Hallo. Gud", siger Engelbert H. "Okay", svarer Gud så omsider. "Vi venter lidt og ser tiden an".

"Tak, hvisker Engelbert H. "Tak. Gud."

"Ja  ja, vi ser ikke tiden an i al evighed", formaner Gud.

"Nej", siger Engelbert H. "Jeg skal  nok arbejde videre på sagen. Det lover jeg". "God engel", roser Gud, og ønsker held og lykke.

Også vi har god brug for et guddommeligt held og lykke, når vi skal arbejde videre på sagen: at verden skal blive et sted, hvor glæden og freden har bedre vilkår. Og det gør vi jo. Fordi der inde i os alle sammen bor en Engelbert H, der hvisker: "Jeg tror der er håb".

Ja, mon ikke det hviskende håb er hele grunden til at vi mødes her i kirken, også på Jesu fødselsdag? Vi sidder her, fordi vi tror på der er håb.

Der er håb for os. Der er håb for verden. Fordi Gud er til. Og fordi vores Gud ikke er en arrig Gud, men en nådig Gud.

Vi tror der er håb. Ind i mellem kun et lillebitte håb. Men selv det mindste håb kan vokse. Sådan som en flakkende flamme på et stearinlys alligevel kan få fat og få os til at brænde videre i stedet for at brænde ud.

Vi tror der er håb. Håb som i en kop sort kaffe og en gang røræg med bacon. Der er håb i når familie, venner eller fremmede ser mig som den, jeg er - og alligevel holde af mig og holder mig ud.

Vi tror der er håb, for uden håb gik også min egen lille verden under igen og igen.

Vi kan ikke altid forklare det, håbet. For ind i mellem sniger det sig umærkeligt ind på os. Håb vokser langsomt. Især et håb, der blev slukket.

Håb  er livets kardanaksel. Håb er det, der giver os kraft til at kaste os over livet hver morgen. Også på vores 5. dage, hvor vi står i nattøj og med slattent selvværd og  har mistet troen. Og på dag nr. 6. som ligner alle de andre dage. Og håb på 7. dage hvor det er os, der bliver i tvivl om vi står overfor verdens undergang.

"Jorden går ikke under i 2012", sagde jeg til den 8-årige. Og det er nu ikke så tit, jeg bliver så pastoral under en bedre middag – men jeg fortsatte: "Og hvis jorden endelig går under, så er det ikke forfærdeligt. Hvis jorden går under, så er det fordi det hele bliver godt igen. Så bliver det sådan, som Gud oprindeligt vil have det".

"Aha", sagde den 8-årige. "Så går jorden altså ikke under. Den går over!"

"Ja", svarede jeg. "Og det hele bliver som et paradis, ligesom dengang Gud skabte verden". Og tænkte, at nu havde jeg ordnet verdensfreden for en 8-årig, bare indtil det med krig og elendighed og ufred og forurening bliver alt for påtrængende. "Som i Paradis", siger hun – og så kommer det: "adr… så skal vi jo være nøgne".

Nøgne! Ja, det kan jeg ikke tale mig fra. For det er nu engang en del af det at være menneske. Nøgne kom vi til verden. Og nøgenheden er et vilkår ved at være menneske.

Det er faktisk også det Bjørn Nørgaard har fået med på den gyldne altertavle her. Og hermed er det blevet tid til at åbne den sidste låge i Christianskirkens adventskalender.

Hver eneste dag kl. 17.17 siden 1. søndag i advent har inviterede lågeåbnere lukket Christianskirkens alterudsmykning op: lysestagerne, mosaikkerne og lige nu åbner vi den sidste ved at sætte lys på – det gyldne alter. (sæt lys på det gyldne alter)

Og se, dér på den gyldne altertavle er alle menneskene nøgne. Ikke en erotisk eller en provokerende nøgenhed, eller en adr-nøgenhed.

For Bjørn Nørgaard har villet vise os noget om en nøgenhed, vi ikke kan tildække, uanset hvor mange figenblade eller hvor meget tøj vi end tager på. Den nøgenhed eller udsathed, som alle mennesker oplever.

Nøgne og skrøbelige er vi, når vi står der ved tilværelsens yderste. Når vi tror, at verden går under. Eller når vores egen lille verden truer med at gøre det. Når vi står ved sygesengen eller det er os selv, der har fået en diagnose og alt i os hvisker – åh Gud. Lad der være håb.

Så er vi nøgne. Eller når vi står med et nyfødt barn eller barnebarn i armene. Eller når vi står overfor at skulle tage vigtige beslutninger i vores liv. Eller… du ved bedst selv, hvornår du sidst stod mest nøgen og udsat.

Juleevangeliet i al sin usminkede nøgenhed er, at Gud blev menneske. Jesus kom til verden, han var et menneske lige så nøgen og udsat og sårbar som vi er.

I dag, juleaften, hører vi om den første nat i Jesu liv, hvordan han bliver født og svøbt og lagt i en krybbe. Men også her på altertavlen, i den sidste nat i hans liv, var Jesus nøgen. Sårbar overfor forræderi. Sårbar overfor hvad  mennesker kan gøre mod hinanden.

Jesus delte vilkår med mennesker. Lige siden har verden ikke været helt håbløs, fordi Gud en gang for alle har lagt sit eget, sit levende håb ind i verden.

Det er det håb, vi må låne af og bære med os ud i vore dage, både de håbefulde dage og de håbløse dage og en festdag som i dag.

Vi tror, der er håb. Fordi Gud har givet os en chance til. I et lille barn, født for 2000 år siden i en stald i Betlehem. Og så var han endda nøgen!

Og til det kan vi jo godt, alt efter temperament, hviske et "Okay" eller "tak, Gud" eller "halleluja"

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Bjergprædikenen

Det er en stor glæde for mig at skulle åbne dagens julekalender-mosaik. Jeg har altid syntes, at Jesu Bjergprædiken er et meget centralt skrift i Ny Testamente. Dets indhold har været grundlag for mange gode og inspirerende ord fra vores prædikestol her i Christianskirken.

Dette er den sidste aften i advent, og i morgen skal vi fejre Jesusbarnet, som solenes sol fra Bethlehem. Vi skal tænde lys i hinanden øjne. Det lys der fortæller om vores hengivenhed og kærlighed til vore kære, til alle vi holder af, både store og små.

Det har været en dejlig vandring gennem adventstiden.

Vi har mødt store og smukke begivenheder i Nye og Gl.Testamente, der alle har ført frem til een begivenhed: Krybben i Bethlehem.

Dagens mosaik får mig til at tænke på et TV indslag, jeg så fornylig: Det var Anja Andersen, der fortalte om, hvordan hun trænede håndboldpigerne: Hun sagde: „Kan jeg blot tænde lys i deres øjne, så sker der noget“.

Ordene fra Matt. evang. der danner grundlag for dagens billede lyder sådan:

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget. satte sig, tog til orde og lærte dem: Salige er de fattige i ånden, og de, der forfølges uden grund, for Himmeriget er deres. Salige er de, der sørger, for de skal trøstes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed

Vers 1 - 5 af Lissners salme læses.

Vi ser en central figur, der fylder det meste af billedet. Det er Jesus, som står på den grønne bjergside med de mange ører og øjne omkring sig. Lad os et øjeblik forestille os, at vi er en af dem, der sidder i græsset og lytter til ordene fra Mesterens egen mund. Bemærk sværdet i den ene hånd, der symboliserer ordene om retfærdighed og liljen i den anden hånd, der er symbol på Guds nåde. Hvis vi ser nøje efter, kommer der noget ud af munden, det er talen, der symboliseres som blomster. Læg også mærke til Mesterens øjne, der lyser klart. Jeg er sikker på, at her har det levende ord tændt et lys i mange øjne. Et lys der gennem århundreder har bredt sig til hele den kristne verden.

Nu er det så, vi møder Bjørn Nørgaards ultimative krav „Du skal elske din fjende“. Kravet, der rækker ud over vor egen lille verden og vore egne små cirkler.

Glasmosaikken, der symboliserer Bjergprædikenen, er en meget væsentlig del temaet for Bjørn Nørgaards udsmykning. „Du skal elske din fjende“. Det er alvorlig tale, der kræver en grundig overvejelse. Et tilbagevendende problem, vi aldrig bliver færdig med.

Men har du lyst til at arbejde med dette problem, kunne du begynde med at tænde lys i de øjne, der står dig nærmest. Her finder du kilden og kræfterne til det næste svære skridt: „ At elske dine fjender “

Til slut vil jeg minde om Anja Andersens ord:„Kan jeg blot tænde lys i deres øjne, så sker der noget“.

Sodoma og Gomorra

Vi synger salmen om Sodoma og Gomorra.

Det er just ikke særligt festligt, at jeg skal sige noget om billedet af Sodoma og Gomorra, her to dage før juleaften. Der er ikke meget julestemning i den historie.

Men nu er ruden deroppe øverst til venstre, og måske er det slet ikke så dumt, at udvalget bag julekalenderen har lagt den så tæt op ad julen.For der er jo to linjer, der krydses i julen: menneskenes dumhed og ondskab, der bringer os selv og andre mennesker i nød, samt Guds godhed, der griber ind for at frelse os. Abrahams bror Lot er med sin familie flyttet til Sodoma, hvor menneskene bare tænker på sig selv og er parat til voldtægt og overgreb uden hæmninger. Selv da der kommer to engle til byen.

Her er igen modsætningen mellem de lukkede hjerter og den åbne Himmel. Ligesom i juleevangeliet, hvor der var ikke plads i herberget, men hvor Kristus alligevel fik sin plads blandt menneskene. Og hvor vi både hører råbene fra Herodes soldater og englesangen. Krybben og korset. Måske har de to historier mere med hinanden at gøre, end vi bryder os om at tænke på.

Nu er ruden deroppe ikke af de tydeligste. Det er svært at se, hvad den forestiller. Er det ikke slangen, der snor sig øverst og nederst ibilledet, slangen, som er ondskabens symbol? Og i midten er der nogle sære forvredne ansigter, hvoraf det ene står på hovedet. Er det for at sige, at verden er af lave? Ligesom i parallelbilledet af tempelrensningen ovre til højre, hvor Kristus slår løs på kræmmerne i templet?

Og det er da ikke så fjernt fra julen, fra det oppiskede gaveræs, som vi alle lader os rive med af, når salmen synger:

Og Sodoma er navnet for
 den ondskab, som os blænder.
 Når hver mand er sin egen gud,
 begæret uden grænser,
 må børn og bange gå i skjul,
mens gribbe grådigt flænser.

Kristus kom for at frelse verden netop fra ondskaben. For at vise alle, som har det svært, at Gud er ikke ligeglad.

Og jeg ser for mig ansigterne af alle de nødlidende, som beder om julehjælp, fordi det er frygteligt at være fattig, når alle leger rige.

Jeg ser for mig en lille kone, der sad i et hjørne, mellem to huse på gaden i Cuzco i Peru, hvor jeg var for to måneder siden. Hun sad lige så stille og rakte hånden frem, og foran hende på gaden på et tæppe lå hendes barn og sov. På den bare jord, bare med et tyndt tæppe under sig. Dervar ikke plads i herberget, eller råd til det. Og vi hastede forbi.

Men det skærer i hjertet at se fattigdommen. Og det skal skære i vore hjerter:                     

 Mod himlen løfter sig et skrig:
 Gud, du må dig forbarme!
 Grib ind, for ellers går vi til,
 vær nådig mod os arme!

Julen siger netop, at Gud har grebet ind, og vil gribe ind. I os for at forvandle os. Og ved hjælp af os for at hjælpe andre. Sodoma-historien er ikke kun en historie om en by og et folk en gang for længe siden, der var endt i ligegyldighed og vellyst, og blev hårdt straffet, men også en historie om, at Gud vil noget andet. I den gamle historie sender han sine engle af sted for at redde Lot og hans familie ud af suppedasen, få dem ud af byen, før det er for sent.

Og på samme måde sender han sin søn Kristus for at frelse os, for at føre os ud af begærets og ligegyldighedens by. Og så skal vi ikke vende os se tilbage som Lots hustru, for så stivner og kommer ingen vegne. Nej, vil gøre os til sine sendebud, der skal hjælpe andre.

Derfor beder salmen:

Gud, send din ånd, så vi gør bod
og værner alle svage.

Det fører os lige over til den anden salme, vi skal synge, nr. 89 i salmebogen, også en af de nye salmer. Men den går på en gammel melodi fra 1700-tallet, for Johannes Johansen har skrevet den som en modsalme til en Brorson-salme. Den salme, der hedder "Som lilliens hjerte kan holdes i grøde",nr. 646.

Brorson siger i den, at vi kristne er noget særligt. Det kan måske ikke ses udenpå, dér ligner vi andre. Men inden i os er vi anderledes. Dér har vi troen og lyset, fordi vi vender os mod Gud. Og når vi engang kommer i Himlen, hvad Brorson længtes meget efter, så skal det vise sig, hvem vi i virkeligheden er.

Nej, siger Johannes Johansen, det er vi ikke. Vi er ikke noget særligt.

Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge
og længes og længes mod morgenens lykke.

For Gud har lovet at komme og lægge os levende lovsang i munden, og da skal vor vantro vige, og

Guds sol skal da stige
med budskabet: Ingen skal utrøstet græde,
det nærer vort håb, og det bærer vor glæde.

Det er en god adventssalme. Her kan jeg snarere genfinde mig selv end hos Brorson. Melodien er en gammel dansemelodi, og det er, som om den tager forsmag på den himmelske glæde. Så selv om den er lidt svær, så vil vi synge den, og jeg skal nok lære jer den.

Vi synger nu: DS 646 Vi sidder i mørket

Vi beder Fadervor

 Holger Lissner (synger)

Må din tro bevare gløden,
og dit håb sit stærke vingeslag,
og må kærligheden fylde dig,
og din Gud velsigne dig og dit, 
indtil vi ses igen, må Gud holde,
holde dig – i sin hånd.

 Udgangsmusik Den barmhjertige samaritaner.

Administrationschef Jens Olesen

Johannes Døber

20. december 2010

Stormen på søen

Talen vil blive lagt ind her, når redaktionen har modtaget den.

19. december 2010

Dagens låge handler om Jacobs kamp. Det handler om den kamp, som Jacob havde med Gud – og i høj grad med sig selv. Det er en grundfortælling om, at de egentlige kampe i vores liv må vi foretage alene og ofte i mørke.

”Jakob stod ved floden Jabboks vadested. En mand gav sig i kamp med ham lige til det blev lyst. Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. "Slip mig!" sagde han, "det er ved at blive lyst!" Men Jakob svarede: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!" Manden spurgte ham: "Hvad er dit navn?" Han svarede: "Jakob." "Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret!" ... Så velsignede Gud ham der (1 Mos. 32, 25-30).

Vi kender nok alle sammen til at befinde os i en form for vadested. Man tøver og er bange for det næste skridt. Er det kampen med vores egen samvittighed, vi ikke tør tage? Er det andre mennesker, som vi viger tilbage for?

Det kunne også være noget dybere og større, nemlig Gud? Eller noget i vores fortid, som vi skal forlige os med. Det kan være nødvendigt for os alle sammen at tage et opgør af og til.

Men som Jakob erfarede, så kan det give mén at gå ind i en sådan kamp. Da det blev lyst, var hofteskålen gået af led. Det sætter sine spor, når man tager de nødvendige kampe med sig selv, livet eller Gud.

Vi mennesker er nødt til at tage de nødvendige kampe. Kampe der handler om at leve op til de idealer, som vi bør efterleve. At vi bør behandle vores næste godt. At vi bør være gode forbilleder for andre. Hvis vi ikke tager kampene med os selv, kan vi ende med gå i stå – eller hænge fast i dårlige vaner.

Det er min faste overbevisning, at vi mennesker bliver bedømt på vores handlinger. At vi bliver bedømt på den måde, vi behandler vores medmennesker på. Vi har et personligt ansvar for at tage kampen med os selv, når vi føler, at vores handlinger er forkerte.

Det kan være svært som menneske at tage kampen. Ofte kræver det en selvkritik, og det kan være svært at erkende, at man måske lever sit liv på et skråplan. Men her kan vi finde inspiration i dagens tekst. Historien ender nemlig med, at Jacob sejrer i sin kamp. Kampen gør ondt – men han kommer styrket ud på den anden side. Jeg tror, at vi vokser som mennesker, hvis vi tør at tage kampen op med vores dårlige sider.

Vi vokser som mennesker, og vi bliver i stand til at være mere for hinanden.

Fortsat god 4 søndag i advent – og glædelig jul.

18.december 2010

Uddrivelsen

Jeg har selv illustreret mange af bibelens historier efterhånden, og derfor er det spændende at se, hvordan andre gør det.

Jeg arbejder som døvepræst, og billeder er så vigtige for døve, som jo med tegnsprog ofte taler i billeder bogstavelig talt.

Det altid spændende at få del i andres billeder af verden. Det er kun, fordi vi har evnen til at kunne se verden med andres øjne fra andres vinkler, at vi mennesker er så specielle. Vi er skabt i Guds billede (som vi ser i Mosaikkerne med skabelse og med Adam og Eva), Gudsbilledligheden giver denne evne til empati og at kunne forstå andres billeder af verden.

Her ser vi hvordan kunstneren Bjørn Nøgaard har tænkt sig billedet af Jesus, der driver folk ud af templet, fordi de ikke respekterer Gud på hans helligste sted. Det er en af de få historier, hvor Jesus er decideret voldelig, normalt er han jo blid som et lam, men ikke her op til påske, hvor han godt ved, at han snart skal bankes op på et kors. man kan godt forstå, hvorfor han bliver lidt pirrelig der i de sidste dage op til påske..

Nu vil jeg læse den ene af de to tekster op, som dette billede illustrerer, og samtidig vil jeg vise, hvordan jeg selv har illustreret det.

Formand for Kunstfonden Du skal elske din fjende
Torben Venndt

Den barmhjertige samaritan

Den barmhjertige samaritaner.

Fortællingen om den barmhjertige samaritaner er en af de mest kendte og citerede fra det Nye Testamente. Historien er det meget illustrative svar, Jesus giver på den skriftkloges spørgsmål: "Hvem er min næste".

Spørgsmålet svarer Jesus også på i Bjergprædiken, hvor han siger: Det er intet problem at være god mod sin familie og venner. Nej, det er, når man møder den, man egentlig ikke bryder sig om, man skal vise så totalt et storsind, at man elsker sin fjende. Derved stræber man efter fuldkommenhed , ligesom Gud gør.

Lignelsen tager sit afsæt i den uheldige jøde, der er berøvet og slået halvt ihjel. To gange bliver han svigtet af respektable mennesker af sit eget folk. Det er først, da der kommer en fremmed – en samaritaner, at han bliver hjulpet.

Samaritanerne var en lille udstødt gruppe, som normalt holdt sig for sig selv. De havde en anden religionsopfattelse end jøderne, og der herskede modvilje mod hinanden på begge sider. Vi kender kun alt for godt situationen fra vores tid. Niels Hausgaard sætter problematikken om, hvem der er vores næste på spidsen, når han synger:

Jo, vi har i stor udstrækning skabt en opdeling i et A-medmennesker og et B-medmennesker.

Til trods for modsætningsforholdet viser Samaritaneren barmhjertigheden og den forslåede jøde tager imod hjælpen.

Samaritaneren giver af sin egen bekvemmelighed, han tager af sin tid og sine penge, han siger oven i købet til værten på herberget "rækker pengene ikke, så kommer jeg på hjemvejen og betaler resten". Hvilken helhjertet hjælp.

Her møder vi en særlig problematik i det at give og modtage hjælp, for hvem giver mest: Den der giver af sit overskud eller den der tager imod?

Vi kan selv tænke på den situation, hvor to mennesker har spist sammen på restaurant, og den ene tager regningen og siger "Den betaler jeg". Men hvem har betalt mest – giveren eller modtagen? Hvem har vist mest psykologisk overskud?

Det er forståeligt, at Bjørn Nørgaard har fremstillet Samaritaneren med lange røde hænder. Jo, her møder vi stærke varme hænder, som tager fat og holder fast.

Den forslåede og den halvdøde jøde fremstilles i blå og grønne farver. Det er tydeligt, at den berøvede mildest talt har det elendigt.

Barmhjertighed er mere vidtrækkende end velgørenhed. Barmhjertig er man, når man virkelig kommer sin næste til hjælp. Velgørenhed er i stor udstrækning også at vise barmhjertighed, men den kan være givet af mindre ædle motiver. Det kan betale sig at være gavmild. Alligevel ligger de to begreber nært på hinanden.

Et anonymt citat fra Jubi.dk:

At penge giver mulighed for at gøre godt. Det er vi ikke i tvivl om. Barmhjertighed kan man imidlertid vise på mange måder, som ikke har med penge at gøre. At vise nærvær, at være opmærksom, at se sit medmenneske og handle. Fælles herfor er, at man giver af sig selv, ikke har nok i sig selv og sin egen magelighed.

"Har pengenes magt ganske sejret, så er også barmhjertigheden ganske afskaffet." Sådan skrev Søren Kierkegaard i sin bog "Kærlighedens Gerninger".

Pengenes magt har aldrig stået stærkere end i det årti, vi er ved at forlade. Højkonjunkturen satte økonomien i centrum. Alligevel var der fortsat stor villighed til at både at give økonomiske bidrag til velgørende formål og gratis arbejdskraft til frivillige opgaver. Måske sejrede pengenes magt ikke fuldstændigt.

Det er der sikre tegn på. I 2008 startede det økonomiske tilbageslag og lavkonjunkturen. Nu lød der andre advarende toner: "Størrelsen af private gaver til velgørende formål vil styrtdykke". Det skete imidlertid ikke. Den store undersøgelse om danskernes vilje til at give til velgørenhed i 2009 viser, at aldrig har vi givet så store beløb som i det år.

Dermed har vi et godt eksempel på læresætningen: "Der er ingen, der er blevet fattige af at give".

Hvor lykkeligt er det, at udviklingen går i den retning. Der findes et utal af gode formål, der fortjener at blive støttet, hvad enden det er til de grise farvede eller dem med en anden hudfarve.

Det er heldigvis sådan, at gavmildhed betaler sig. Det er sammenfattet i det velkendte begreb: "Den der giver meget – modtager meget".

Alle de store religioner opfordrer til velgørenhed. Velgørenhed er en del af verdens kulturarv.

Til trods herfor er der sider af barmhjertigheden, der er vanskelig at håndtere.

Hvordan forholder vi os til de - ofte elendige – mennesker, vi møder som tiggere på gaden? Giver vi romaens udstrakte hånd en ordentlig mønt eller tænker vi. "Det er for beregnende at stå med det bedøvede spædbarm på armen". Hvordan tænker vi, når vi møder misbrugeren, som hurtigt går igennem s-toget og beder om en mønt?

Er det afgørende, at der blive bedt om hjælp uden bagtanke, og at den ikke er delvist selvforskyldt? Er det afgørende, at vi giver uden bagtanke?

Tak for nu.

16. december 2010

Job

Når vi ser på mosaikken Job, ser vi en Job, der er ved at gå i stumper og stykker, efter at han har mistet sin ejendom, sit kvæg, sine trælle og sine 10 børn. Måske ser vi også en sygdomsramt Job, der fyldt med bylder. I hvert fald ser vi et menneske, der lider. Et menneske, der bestemt ikke har det godt, efter at han er blevet udsat for de hårdeste prøvelser, et menneske kan komme ud for.

Men det fantastiske – og måske også uforståelige - er, at han trods sin forfærdelige medfart holder fast i sin tro på Gud. For hvordan kan et menneske det, når alskens ulykker vælter ned over en. Og hvordan kan de ramme en god og from mand, der altid har handlet retsindigt.

I min familie har vi en moster. Hun er sidst i 70’erne og et dejligt og underfundigt menneske. Hun har altid holdt af at tale med præster og at komme i kirken. For nogle år siden blev flere yngre mennesker i hendes omgangskreds inden for en kort periode blev ramt af sygdom. Begravelserne blev lidt for mange, syntes hun. Og da hendes kære præst, en yngre mand og far til små børn også blev uhelbredeligt syg, erklærede hun på sin egen ligefremme facon, at nu havde hun slået op med Gud!

”Det kan ikke være meningen,” sagde hun. ”Hvordan kan Gud tillade det? Over for et troende og et godt menneske.”

Hun er ikke holdt op med at komme i kirken, men spørgsmålet og tvivlen tager hun med jævne mellemrum op med familier, venner og sognets præst.

I Jobs historie og dialogen mellem Job og Gud, finder vi måske svaret. Job påtog sig sin skæbne. Han anklagede ikke Gud, da han fik overbragt budskabet om, at han havde mistet alt. Men sagde, at ”af herren har jeg modtaget alt, hvad jeg har. Derfor har han ret til at tage det fra mig.”

Det var først, da han blev opsøgt at sine venner, der afæskede ham forklaringer på, hvorfor det var gået ham så galt, at han ikke længere kunne holde elendigheden ud og klagede over uretfærdigheden, der havde ramt ham, der intet havde gjort forkert.

Beretningen om Job fortæller, at det er berettiget at stille spørgsmålet: Hvorfor? Men vi har ikke altid ret til svar. Vi kan ikke kende svaret på alle livets udfordringer og begivenheder – om de så er lykkelige eller ulykkelige. Der er noget, som er større end os. Vi kan ikke andet end at ære Gud, der har skabt os og holder os i sin hule hånd, tilsyneladende på både godt og i Jobs tilfælde ondt.

Guds skaberværk i modsætning til menneskets ydmyge evner forklares meget poetisk over for Job. Gud siger blandt andet:

”Job, har du nogensinde kaldt daggryet frem og givet lyset ordre til at skinne, så det trængte ud til jordens ender og spredte mørkets ondskab. Har du tegnet morgenrødens kåbe og arrangeret dens slæb, der falder i bløde folder over landskabets kontraster og linjer. Daggry gør en ende på ondskab, for mørkets voldsmænd må vige.”

Det kan være uendeligt svært for et moderne menneske at acceptere, at der er spørgsmål, som vi ikke kan finde svar på. At der er noget, vi ikke kan begribe. Og at det ikke altid er muligt at placere et ansvar eller rette skylden mod nogen.

Vi kan selvfølgelig placere et ansvar hos DSB, når togene er forsinket dag efter dag. Vi kan placere et ansvar hos en minister, når der er rod i regnskaberne, og vi kan anklage kommunen, når vejene ikke bliver ryddet for sne. Men når vi bliver ramt af sygdom, vore nære dør, eller arbejdspladsen må lukke, og vi står uden job, er det sjældent muligt at placere et ansvar. Og derfor bliver Job også irriteret på sine venner, da de i deres søgen på en forklaring på Jobs lidelser siger, at et menneske ikke kan være uden skyld.

 Jobs bog fortæller os, at vi ikke selv er skyld i vores ulykke. Eller lykke for den sags skyld. Job har intet, absolut intet forkert gjort. Tværtimod. Det kan tjene som trøst til dem, der lider..

Og det falder i øvrigt godt i tråd med et sted i Det Ny Testamente, hvor Jesus understreger, at man ikke er syg ”på grund af noget, man selv, eller ens forældre har gjort”. Det har ellers været almindelig opfattelse, at sygdom kom som en straf. At der var en årsag til, at man blev ramt af lidelse.

Sådan er det på mange måder også i dag. Når et forældrepar f.eks. får et barn, som er handicappet barn eller ikke som andre børn, vil forældrene lede efter svar. Og omgivelserne for den sags skyld også.

Moderen vil martre sig selv med spørgsmål som: Skyldtes det de to glas rødvin, jeg drak en aften under graviditeten. Noget jeg spiste, eller at mine tanker var for mørke.

Faktisk er det begyndt at være legitimt fra politisk hold at antyde, at forældrene selv er en smule ude om det, og derfor burde de holde igen med deres overdrevne krav om støtte til barnet, når samfundet nu er så økonomisk presset.

Vi tænker om dem, der bliver ramt af lungekræft. ”De kunne have levet livet sundere”. Ser misbilligende på mennesker, der er plaget af fedme, der ”burde passe bedre på”. – og forstår ikke, hvorfor mennesker, der bliver syge af stress, ikke blot tager sig sammen.

Jobs venner er præcis som fx sundhedsprofeter i dag: De graver efter, hvad Job har gjort forkert, siden han kunne fortjene sin kranke skæbne. Men Job afviser dem. Han har ikke fortjent det. Han må stå sine lidelser igennem, men ikke uden Gud.

Vi lever i en tid, hvor dét ord, der fritager os for skyld og skam, er tiltrængt. Hvor vi indser, at der er begivenheder, vi ikke er herre over, og som hverken vi eller andre skal tage skylden for.

Da Job kommer frem til den erkendelse, at der er ting, som er så underfulde, at han ikke kunne vide besked, og at han er så lille i forhold til Gud, da tilsmiler lykken ham atter. Han får ti børn, deraf de smukkeste døtre, rigdom og lever i 140 år. Det siger os, at når vi erkender, at vi ikke har ret til noget, men derimod forstår at påskønne alt det gode, vi har, så bliver det større, fordi vi begynder at se det som en gave.

Og det er måske det, som vi tage til os. At værdsætte alt det gode, vi har. Give os tid til at påskønne det og komme overens med, at vi ikke kan få en forklaring på alt – eller placere ansvaret for alt, der overgår os. Denne erkendelse er måske den største gave, vi kan få i denne juletid.

Treenigheden

Bjørn Nørgaards mosaik til Treenigheden er uden figurer i modsætning til næsten alle andre mosaikker. Det giver en lidt større frihed til at fortolke den. Jeg har fået øje på tre ting i den:

I midten er der en spiral. Til at begynde med kan man godt se det lidt som en lukket cirkel, et lukket kredsløb, men det er en spiral. Til venstre nedenfor og til højre ovenfor har vi to mindre spiraler – men det er den samme figur to gange til. At Gud er treenig betyder, at han hele tiden på ny kommer til syne for mennesker, men at det alligevel er udfoldelsen af det samme væsen, vi møder hver gang.

Det næste jeg ser, er at der ned igennem billedet og centrum er en markeret skrå vertikal linje. Det betyder, at det inderste i Guds væsen er bevægelsen ned imod menneskene. Treenigheden er ikke bare en himmelsk harmoni; den er bestandig bevægelse ned imod os.

Det tredje, jeg ser, er lige som en flod i nederste halvdel af billedet, der løber ud i flere tunger. Noget der løber over. Treenigheden er en anden betegnelse for, at der er et overløb hosGud, at hans godhed flyder over. Der er grøde, bevægelse i mosaikken.

Treenighedstanken er der skrevet tykke bøger om. Når Bjørn Nørgaard i tilknytning til denne mosaik henviser til ordene fra 1. Korintherbrev om, at verdens kloge hoveder ikke kan forstå en Gud, der lader sig korsfæste, så kan der godt ligge en finte i retning af, at vi ikke skal kloge for meget i det. Men nu prøver jeg alligevel at sige en lille smule mere om dette mærkelige med treenigheden.

Det afgørende ved kristendommens måde at fortælle om Gud på er det med identiteten mellem Jesus og Gud. Hvad Jesus er, det er Gud også. Hvad der overgår Jesus, overgår Gud. Jesus er i kristendommen tillagt en uophørlig betydning som mødested mellem Gud og menneske. Hvor i andre religioner det vigtigste ved Gud er det, som han skjuler, er i den kristne fortælling det vigtigste ved Gud det, som bliver synligt i Jesu liv og gerning.

Det betyder, at vi er nødt til at tænke grundlæggende nyt om Gud og hans forhold til verden. Hvis Gud, uanset det ubegribelige deri, kan identificere sig med et menneske i denne verden, så har Gud enten sat sin anderledeshed til, eller også har både Guds anderledeshed en helt anden karakter, end vi havde regnet med – og verden har fået del i den.

Guds anderledeshed karakteriserer vi ofte med det særlige religiøse ord "hellighed". Hellighedsignalerer i vores sprog egentlig noget ophøjet og ubevægeligt, noget vi afholder os fra at komme for tæt på, noget rent og ubesmittet. Men hvis Gud identificerer sig med et menneske og på den måde udruller sit væsen (jf.spiralen) i et afkald på sin ophøjethed, overvinder distancen, "besmitter" sig selv med det jordiske, så må hans hellighed forstås anderledes. Og det er, hvad kristendommen hævder. Guds hellighed er netop dette bevægelige hos ham, at han hele tiden er på vej til menneskene, og at han ikke lader sig standse af noget i denne bevægelse, heller ikke af sin egen ophøjethed.

Kristendommen handler om en begivenhed, som simpelthen gennembryder al religions forestilling om forholdet mellem det hellige og det ikke-hellige. Kristendommen fortæller, at det hellige ikke længere er bag ved eller langs med tilværelsens grænser. Det hellige hos Gud er løbet over, kommet ind i verden – i Jesus Kristus.

Jesus er den store grænseoverløber. Gud er kommet mennesket i møde inde i dets egen verden. Gud møder menneskene i skikkelse af et menneske. Ved at hævde, at Gud kommer mennesket i møde i Jesus Kristus, siger kristendommen om Gud, at han er en Gud i bevægelse, ja, at hans komme til menneskene er det mest grundlæggende, der er at sige om ham.

Om foråret siger vi, at der er grøde i luften, når vi har på fornemmelsen, at en kraft baner sig vej op igennem træer og græs, en grøde som simpelthen må blive synlig, springe ud. At sige, at Gud er én, er derfor ikke nok; det opfanger ikke denne udadrettethed,denne grøde i Guds natur. Hvis ikke Gud talte, ville han være stum; hvis ikke han åndede, ville han jo være gået i stå.

Gud er ikke "et eller andet deroppe", men menneskets livsledsager. Gud er ikke højt ophøjet over og uberørt af denne verden, men den angår ham, og han lader den ikke sejle sin egen sø.  Gud er en levende, handlende og virkende Gud, der sætter alting på spil for at frelse sit menneske. Kun sådan, som treenig Gud, altid på færde, kender vi ham.

Via Dolorosa

Himmelfarten

Fodspor.

Har du nu varme i fødderne?

Sådan kender jeg en ældre dame, der altid spør’.

Og når man træder ind over tærsklen til hendes dør - undersøger hun oven i købet altid, om man nu osse har varme og tørre fødder.

Til at begynde med syntes jeg, det var lidt påtrængende.

Jeg ville godt haŽ mine fødder for mig selv!

Men jeg må indrømme, at jeg har lært at sætte pris på den interesse.

-den omsorg der ligger heri.

For føddernes tilstand betyder noget for, hvordan jeg har det i resten af kroppen.

I ka’ jo selv prøve at mærke efter.

Nu er kvinden, jeg taler om, jo ikke den eneste, der har haft blik for, hvad varme og glade fødder betyder .

En af mine nærmeste prøvede for sjov at lave en gruppe på facebook - under titlen: Hyggesokker. Det viste sig, at der inden længe var tilmeldt 58.000 tilhængere af hyggesokker. Og hvad det siger, kan man jo gætte på - at mange keder sige og ikke har andet at lave end at gå på facebook?

Eller at mange danskere har et positivt og vigtigt fokus på føddernes tilstand. At de ved, hvad bløde og gode sokker kan betyde.

Man kan kaste et øje på apotekets hylder f.eks – og finde fodbalsam, fodbadesalt, fodfile, og fodsalver af mange slags.

Og som om det ikke sku’ være nok:

Nogen påstår oveni købet, at fødder osse kan tale.

Det er en anden måde at sige, at osse vores åndelige tilstand forplanter sig til fødderne!

"Det synger under fodsålerne" – siger en svensk pilgrimspræst! –om den tilstand man opnår, når man har vandret tilstrækkeligt længe.

For ham er vandring mod bestemte mål en markering, en troshandling.

-på samme måde som en gudstjeneste er det, eller en bøn, eller en lovsang.

Og selvfølgelig siger vore fødders retning noget om, hvad vi tror på og dermed handler på.

Fødder vendt mod en kirke og et alter er for nogle en bekendelseshandling for andre er det ikke.

Men vist er det, at mange  har gået gennem tiderne.

Når vi ser på dagens låge, ja, så fortæller den jo på sin egen måde Jesu føddershistorie -eller  hans livshistorie.

Fødderne udgør det nederste af kroppen, men også af billedet. Solidt plantet blev de engang her på jorden - og det gav ekko, og sporene er her endnu.

Gennem både sand og vand,
op på bjerge og gennem dale, gik han.

Den stærkeste markering i hele biblen af føddernes betydning, vil jeg mene, eller af en tegnhandling, der involverer dem

"Korsfæstet, død, og begravet, på tredje dag opstanden fra de døde,

opfaret til himmels…osv." –siger vi om ham.

Og på billedet er det jo ham, vi ser.

Med spor af lidelse –ikke kun på fødderne men i både hænder, fødder og side .

Stråler af blod, minder os om det -der hvor naglerne sad, og sværdet trængte ind.

Det er blodets røde farve- som osse er kærlighedens farve.

-Guds kærlighed, er ikke fløjet til himmels med ham.

Den er blevet her som hans fodspor i alt, hvad der er ånd og sandhed i.

-Vi behøver altså ingen vinger for at nå Gud eller det guddommelige.

Gud har taget turen fra jord til himmel – og modsat.

Derfor kaŽ vi nøjes med at sætte den ene fod foran den anden –

leve hver dag af Guds hånd.

Varmen kommer så at sige nedefra til os! – fordi kærligheden en gang er kommet ovenfra.

Derfor kan vi holde 3. søndag i advent med forventning med himmelfartsglæde,

–og forhåbentlig med varme fødder…

Noahs ark

Moses med tavlerne

Jeg ser et menneske stå, på en forhøjning med to genstande under armen. Når jeg ser på de linjer, som markerer ydersiden af genstandene, ser jeg en enhed som er et hjerte. Jeg ser at mennesket har to buler i panden. Jeg ser farver som matcher jord, himmel og vækst. Øverst ser jeg gule nuancer som skilles af noget sort. I panden imellem bulerne ser jeg en gul plamage.

Jeg læser Moses på vej ned ad Bjerget. Han har været hos Gud som vises ved ild og røg over Moses. Han har fået tildelt tavlerne med de 10 bud 2. gang idet tavlerne er perforerede. Som enhed læser jeg tavlerne som kærlighed. Moses har en gang været nede af bjerget og har altså fået tildelt horn i panden, hvilket jeg læser som de mindre gode valg mennesker tager. Han bærer på en nylig indhentet viden som jeg læser imellem hornene, hvor Gud har lagt sig i bevidstheden, som en vejledning om normer og værdier.

Jeg oplever en modstand i forhold til de første beskrivelser, i det gamle testamente, om den Gud der udstikker nogle regler, som vækker følelser hos mig som ikke er behagelige. Nogle af mine, i de ældre generationer, valgte igennem fordømmelse af andre og andres adfærd at overbevise sig selv og andre om at de selv, var særligt gode kristne. At ukristelighed var det samme som udsættelse af deres vilje. Det gjorde, at jeg troede, at det var at være Kristen.

Altså at være kristen = at fortælle andre at jeg er et bedre menneske end alle andre.

Dette gjorde at hun ofte ikke kom i kirke, idet det som regel var, når andre skulle noget andet, at hun ville have været af sted.

Derfor vægter jeg den lutherske tilgang om næstekærlighed. - at det største bud i livet er at elske og tilgive andre mennesker, fordi Gud elsker og tilgiver os. Det handler om at give videre til andre, hvad vi selv har fået.

Jeg er som voksen blevet præsenteret for børnebibler, børnegudstjenester, legerum i kirken, legetøj til børnene i kirken.

I min dagligdag arbejder jeg med mennesker og er opdraget i en anerkendende retning, hvor jeg ser mennesket som et hele. Et hele som en lang proces. Det er ikke et produkt der kan dømmes og vejes.

Du er ikke altid en tyv men du har stjålet og da du stjal, var du en tyv.

Der er et bagefter hvor du kan handle anderledes. Det er vigtigt at vi har nogle trafikregler i livet, i individet, i det sociale. De 10 bud, som jeg læser dem i Jan Lindhardts "Katekismus i kristendom" er udtryk for grundlæggende normer og værdier i mennesket, i kulturen og samfundet. De 10 bud taler til vores empati.

Da Moses anden gang kommer ned ad bjerget og Gud har tilgivet folket læser jeg at: I processen – i livet – tilstræber mennesket det gode. Vi tager forkerte beslutninger. De kan være svære at håndtere og tage ansvar for, men vi er ikke handlingslammede. Tilgivelsen – altså at vende tilbage til kærligheden giver mulighed for at vælge og tage nye beslutninger.

Et helt almindeligt menneskeliv
Kristendom handler om virkeligheden, og er for helt almindelige mennesker. Den taler til os, dér hvor vi har gode og svære relationer, dér hvor vi har erfaringer med kærlighed, ansvar og svigt, dér hvor vi støder på andres og egne fejl, og dér hvor vi møder døden som livets afslutning. Man skal ikke være særligt hellig eller fejlfri eller vende ryggen til denne verden for at kalde sig kristen. Men man skal have lyst til at få sit liv belyst fra en anden verden Citat af:  Benedicte Hammer Præstholm 

Jesus og Satan

8. december 2010

Josef og brødrene

Søren Møller takkede for invitationen og sagde, at han ikke havde været i tvivl om at han ville sige ja til være lågeåbner og at disse 17 minutter er et fint lille stop-op på vejen hjem fra arbejde, sådan en mørk dag i december.

7. december 2010

Pinse

6. december 2010

Abraham og Isak

Fortællingen om Abraham der vandrede til Morijabjerget for at ofre sin elskede søn Isak efter en befaling fra Gud er et af de mest kendte fortællinger fra det Gamle Testamente .

Fortællingen er kontroversiel og dramatisk. Den har inspireret massevis af tænkning og kunst igennem århundrede, den har vagt forargelse og givet anledning til mange udlægninger i tidens løb. Søren Kirkegaard beskæftiger sigmed fortællingen i sin bog Frygt og bæven , Bob Dylan i en af sine allerbedste sange Highway 61 og i kke mindst i dag er fortællingen højaktuel  med vor tids intense debat om religion og fundamentalisme. Nutidsmennesket  har svært ved at forlig sig med netop denne fortælling.   

Fortællingen siger, at Gud en dag kaldte Abraham til sig og befalede "Tag din søn Isak, din eneste, den søn som du elsker, og drag til Morija Land og bring ham til mig som brændoffer på et bjerg"

Abraham tøvede ikke med at adlyde sin Gud, men han holder befalingen skjult for sin hustru Sara, fordi han er sikker på at hun aldrig ville tillade ofringen af sønnen Isak. Men Abraham kløvede offerbrænde og begav sig af sted med Isak og to andre mænd". I to dage gik de alle sammen men på tredjedagen blev de to andre mænd efterladt og så gik far og søn den sidste vej alene sammen til Moriabjerget . Isak bar brændet og Abraham bar ilden og kniven. Det er det I ser på billeder her i kunstneren Bjørn Nørgaards fortolkning

Hvad talte far og søn om undervejs, mens de gik? - Ja Isak spørger meget naturligt sin far "Du har ilden, og her er træet, men sig mig hvor er offerdyret". Abraham svarede "Gud vil selv udse sig dyret til brændofret, min søn" Da de nåede det sted, Gud havde vist Abraham, byggede Abraham et alter og lagde brændet tilrette. Så bandt han sin søn Isak og lagde ham på altret over brændet. Og Abraham greb kniven og rakte armen ud for at slagte sin elskede søn. Men i netop det øjeblik råbte Herrens engel til Abraham "Lad din hånd synke og gør ikke din dreng fortræd, for nu ved jeg, du er lydig mod  Gud uden at tvivle og end ikke spare din søn den eneste du har for mig, Herren".

Det viser sig her med al ønskelig tydelighed, at vi her har at gøre med et autoritært gudsforhold fra en gammeltestamentelig beretning. Ord som befaling og ikke mindst ord som offer klinger ikke godt i vores ører i dag. Det bryder vi os faktisk ikke rigtig om, Ingen skal befale mig noget - sådan tror jeg, mange mennesker tænker i dag. Vi vil helst ikke adlyde men i virkeligheden helst selv bestemme. Men ikke desto mindre er der i de gammeltestamentelige beretninger også noget, der har karakter af befalinger, eller skal vi kalde det forpligtelser overfor hinanden og i forholdet mellem Gud og mennesker "Du skal elske din fjende Og din næste som dig selv". F.eks. som Bjørn Nørgaards nye kirkeudsmykning her i Christianskirken i Fredericia  har som overordnet titel

Men lad gå! - det kan MÅSKE endda lade sig gøre selv, om det også kan være svært nok, men jeg tror egentlig, at mange mennesker i dag oplever netop denne befaling som en svær men dog måske rimelig daglig udfordring.

Men noget helt andet er at ofre sin egen søn for at adlyde en befaling fra Gud - hvad er dog meningen med det? - Havde fortællingen ikke været en del af Bibelen, ville vi afvise den som forrykt, som fundamentalisme af værste grad, og hvis vi i dag mødte en mand som Abraham, der var på vej til at ofre sin søn, fordi Gud havde påbudt ham det, ville vi gøre alt for at stoppe ham, ligesom en befaling fra Gud aldrig vil kunne legitimere drab på andre mennesker.   Spørgsmålene er mange,  ligesom tolkningerne er mange, og  derfor  er der også nogle, der i dag  helt  afviser fortællingen fra Det Gamle testamente, fordi de mener, at Guds befaling om, at Abraham skal ofre sin egen søn, er i dyb modstrid med deres billede af, hvem Gud er. Hvordan skulle Gug dog - hvis han virkelig er kærlig og retfærdig og god - kunne forlange at Abraham skal ofre sin egen søn? Det er hverken kærligt eller retfærdigt!

Og alene ordet offer er slet ikke en del af et nutidigt vokabularium, som har en samtidsrelevans.  Det hører fuldstændig fortiden til og kravet fra Gud til Abraham om at ofre sin søn, tolkes da også i dag af mange teologer i en kulturhistorisk sammenhæng, hvor beretningen skulle have til formål, at Gud vil gøre op med en urgammel skik, som faktisk eksisterede i sin tid , hvor man ofrede den førstefødte søn til guden. Gud vil nu i stedet erstatte dette menneskeoffer med et dyreoffer, da Abraham jo i beretningen på Guds befaling ender med at ofre en vædder i stedet for sin egen søn.

Ja, men er det nu gjort med en sådan kulturhistorisk tolkning? Jeg tror det næppe. Lad gamle skikke være, hvad de være vil, og det kan være sandt nok, men for mig er det vigtigste i beretningen sidste del afhændelsesforløbet, hvor Guds befriende stemme bryder ind og siger "Lad din hånd synke Abraham og gør ikke din dreng fortræd, for nu ved jeg at du er lydig mod Gud uden at tvivle---"

Fortællingen munder jo netop ud i, at Abraham IKKE skal ofre sin søn. Tværtimod får han til sidst velsignelsen af Gud.

Så det er ikke mindst en fortælling om, at der er en Gud, der er nærværende i den stund, hvor vi som menneske kommer ud for de sværeste udfordringer og prøvelser i vores liv. Og prøves det bliver vi alle sammen gang på gang. Ingen går igennem livet uden at blive prøvet, uden at miste, og mange oplever oven i købet at miste det mest dyrebare, de har, som en søn eller en anden elsket person.

Bjørn Nørgaard lægger i sin skildring vægt på fars og søns vandring. "Så gik de to gik sammen", som der står, men de gik netop ikke alene.  Abraham bliver prøvet i sin tro til den yderste grænse, men han ved ,at Gud er med - at Gud aktivt griber ind i hans liv. Han opnår velsignelsen, og han kan igen gå NED af Moriabjerget MED sin søn ved sin side.   

En ubetinget tillid til, at Gud er med os også på VORES vandring , at han kan vise sig for, gribe ind  og tale direkte til dig og mig selv i  de sværeste prøvelser og oven i købet velsigne os - se, det er da et julebudskab, der må kunne varme selv de  koldeste vinterhjerter. Rigtig glædelig jul.

13. december 2010

Gud skaber

Gud skaber

I begyndelsen… Der er en begyndelse.

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

Engang begyndte alting. Lige midt i Evigheden.

Gud skabte. Sådan er det. Det står i Biblen.

I århundreder har Biblens skabelsesberetning været den eneste og sande. Det var akkurat sådan det foregik for Biblen er selveste Guds ord. Mennesker er blevet forfulgt og slået ihjel af kirken for at tvivle på den eneste sandhed.

Nu står vi her i en kirke med Biblen liggende på alterbordet men med et ganske andet billede af skabelsen over præstens hoved. Der er ikke noget at sige til at Kirken, denne ufejlbare men dog menneskeskabte institution, har mistet indflydelse og tilhængere - og endnu værre: kirkegængere om søndagen! - når der opstår tvivl om selveste Sandheden.

Vi mennesker kan forsøge at gøre os billeder af Skabelsen. Men kan man gøre konkrete synlige billeder af selveste Gud? Må vi overhovedet gøre det? Forskellige religioner og kirkeretninger har sloges om det, men i danske landsbykirker kan vi se den evige Gud sidde på regnbuen i himmelsk mandorla med løftede fingre, velsignende sin troende menighed.

For eksempel i Vester Broby kirke i det blide midtsjællandske landskab hvor kirkebyggeren, sikkert en af de mægtige jordbesiddere i Hvideslægten, har ofret en stor sum på at skaffe det uendeligt kostbare farvestof lapis lazuli så maleren kunne vise de troende himlens og evighedens dybe blå. Guds guddommelige storhed skulle kunne ses. Evigheden blev åbenbaret i den ædleste farve.

Senere blev der malet ganske anderledes billeder i selv samme kirke. Sidst i 1300-tallet fik kirken indsat hvælvinger og nye tider satte nye billeder på vægge og lofter. Nu skulle der fortælles bibelhistorie. Menigheden skulle se hvordan alting er blevet til. I regnbuefarvede cirkler ses Gud gå omkring og skabe himlen og jorden og alt hvad der er derpå.

Det mærkelige ved disse billeder i hvælvene i Vester Broby er at Gud ikke bare har glorie. Gud har korsglorie. Det er ellers kun Jesus som fremstilles med korstegnet.

Billeder er mærkværdige fænomener. De er synlige men de henviser ofte til det gådefulde og ubegribelige, det mystiske, de evige spørgsmål dybt inde i os. Hvad er et menneske? Hvad er livet - og hvorfor døden! Som også her i Nørgaards forsøg på at fastholde mysteriet om selve livets begyndelse.

Her er ikke bare én glorie. Nørgaard har markeret skabelsen med hele to cirkler. Cirklen er evighedstegnet. Den nederste cirkel er et kunsthistorisk citat. Nørgaard henviser til et meget kendt kunstværk af den engelske filosofiske kunstner fra o. 1800 William Blake og hans stik af skaberguden med passeren. Hos Blake er Gud tydeligt nok skabt i menneskets billede.

I Nørgaards glasmosaik genkender vi også en skikkelse, noget menneskeligt – og dog. Gudsbilledet er ansigtsløst og ansigtet erstattet af en cirkel. Dog uden kors men med et andet symbol. Denne øverste cirkel omfatter hele naturen udtrykt ved DNA-strengen. Hvor blasfemisk! I selveste Guds egen kirke i Christians sogn! Naturvidenskaben, dette ugudelige fænomen, lige i øjet på den rette tro.

Cirklen er uden for tid. Cirklen siger at der er noget evigt. Cirklen er et urgammelt tegn. Før jødedom og kristendom var cirklen. Vi kan finde oldtidscirkler også i Danmark, endda med kors. Cirklen er det gamle soltegn, og her mødes så glorien og et moderne soltegn midt i vores nutidige kristne kirke, dette urgamle hellige symbol, det synlige tegn for selve solen som livgiver, men også tegnet for det ubegribelige, det tidløse, evigheden. Den usynlige Guds glorie og kraft og udstråling.

På alterbordet ligger Guds ord og taler billedsprog om livets opståen og hver søndag anråber alle vore nutidige kristne præster solen og beder solen om at løfte sit åsyn på os og lyse på os og give os fred, og der er sat et farvelysende billede over deres hoveder med et naturvidenskabeligt symbol på livets gåde inde i den evige solcirkel.

Gåden om livet lever i billeder, er udtrykt i billeder gennem årtusinder og taler til os i billeder gennem alle tider, også i et moderne forsøg på at fastholde denne enkle og evige sandhed:

I BEGYNDELSEN SKABTE GUD HIMLEN OG JORDEN

5. december 2010

Landsformand f. Krifa Søren Fibiger Olsen

Jonas

Åbningstalen vil blive lagt ind, når redaktionen har modtaget den.

4. december 2010

Manna i ørkenen

• de utaknemlige, genstridige og ulydige….!

• Hvem af jer gik mætte i seng i aftes?
• Hvem af jer sætter pris på, at have jeres kære omkring jer?
• Hvem af jer sætter bevist pris på at vågne hver morgen…?

Men…hvad nu hvis….dette ikke er tilfældet…det vender vi tilbage til!

Musik: "HvaŽ nu hvis…" (Passus fra sangen, som er udgivet i samarbejde med Unicef, og som modtager overskuddet fra salget. Sangen er skrevet og produceret af "Nik & Jay")

Moses og Aron havde fået opgaven at føre folket fra Egypten igennem ørkenen – hvor de vandrede i 40 år. Beretningen beskriver, hvordan mannaen faldt ned fra himlen hver aften, mættede folket - og hvordan ingen fik for lidt – men blev mætte hver aften.

Men folket var utrygge ved, hvorvidt der nu også var manna nok..…altså mad nok til i morgen! Moses havde udtrykkelig sagt, at Gud ville sørge for folket, og ingen måtte samle forråde, fordi dette forråd i så fald ville rådne og der ville gå orm i mannaen!

Israelitterne kom fra overflod i Egypten til sulten i ørkenen. De beklagede sig over de dårlige vilkår – og der blev nærmest en subkultur…en fraktion mod rettet mod Moses, men er i virkeligheden vendt mod Gud. Var der mon mad nok….de havde gået i 40 år….kårene var næsten ulidelige!

Tilliden til Moses og dermed Gud smuldrede….ulydigheden bredte sig og havde det være i vores tid….var der sikkert ubrudt en form for "ørken-optøjer" mod Moses og Gud.

Israelitterne glemte hurtigt, at skulle der være nok til alle…skulle man dele. Alle samlede egoistisk til lager – udelukkende med udgangspunkt i egne behov ….uden omsorg og hensyn til andre.

Resultatet var skræmmende….mannaen rådnede i forrådene!

Da jeg læste om denne episode i ørkenen – var min umiddelbare tanke, at dette sagtens kunne være sket i 2010. Og jeg har valgt at perspektivere "Manna i ørkenen" i 3 dele – nemlig:

• Fattigdom
• Finanskrise
• Fællesskab

Hvad nu hvis……………….vi deler.

Lad os antage, at ørkenen var privat ejendom – som jord er i dag. Dvs. at en af israelitterne ejede én kvadratkilometer, en anden ejede tyve, og en tredje ejede hundrede kvadratkilometer, og at størstedelen af israelitterne ikke ejede jord nok til at sætte deres fødder på. 

Hvad ville der så ske med den manna, som faldt ned fra himlen?  


Hvad ville al denne manna gavne flertallet? 

Ikke spor! 

  
Skønt Gud sendte manna nok til alle, ville mannaen være jordejernes ejendom. De ville måske have ansat nogle af de andre til at samle det sammen i stakke for sig, og så ville de have solgt det til deres sultne landsmænd!

Denne samle til lager og salg af manna kunne være fortsat indtil størstedelen af israelitterne havde givet alt, hvad de ejede, selv tøjet på kroppen. 

Og hvad så? 


Så ville de færreste have haft noget at købe manna for, og resultatet ville have været, at de forblev sultne, selvom mannaen ville ligge i store stakke. 

Og jordejerne ville have beklaget sig over overproduktion af manna. Der ville have været en stor manna-høst og sultne mennesker…men ingen købere!

Det samme fænomen, som vi ser i dag hos I-landene kontra U-landene.  


Vi har alle nok – til at kunne hjælpe ude omkring i verden – så kornet ikke ligger på lager, men sås og danner basis for avl og vækst – der hvor mennesker trænger!

Så "hvaŽnu hvis"…vi deler?

Vi "trængte" absolut ikke til noget som helst – da finanskrisen startede i 2008. Men på trods af dette, ville alle have "mere"….huspriserne blev kunstigt opskruet, forbruget steg parallel med gældsætningen. Mere ville have mere….og vi kunne næsten "gå på vandet" – uden omtanke for, at regningen pludselig skulle betales.

Men hvad nu hvis…..

• Vi havde været i stand til at styre vores "sult" efter materielle goder

• Vi havde indset, at "træerne ikke vokser ind i himlen"

Om ord og forsikringer mætter folkenes og vores utålmodige længsel er tvivlsomt. For utilfredshed og utålmodig længsel kendetegnede israelitterne i ørkenen, det kendetegner dem og nok også os i dag. For vi vil ofte gerne have mere. Utilfredshed og længsel efter mere… er et menneskeligt grundvilkår.


Hvis alle var bedre til at anerkende og dele med hinanden…ville man sætte større pris på hinanden og have troen på – at vi vil hinanden noget godt.

Jeg undrer mig også over, at antallet af medborgere, som søger "julehjælp" igen i år…eksploderer! Når den gennemsnitlige indkomst - statistisk set, er stigende…hvilket åbenbart blot er udtryk for, at nogen i 2010 har meget mere end andre! Og det må da være "en fejl" – at vi som "det lykkeligste folk i verden"….ikke magter – at fordele goderne/mannaen …ikke engang til jul!

Så…hvad nu hvis vi blot sætter lidt mere pris på hinanden?


Derfor vil jeg gerne, at I vender jer om….giver hånd til den person, som sidder lige bag jer – og anerkende siger…"dejligt at du kom".

Fordi…hvaŽ nu hvis….vi ikke havde hinanden.

Glædelige jul….og tak fordi jeg måtte åbne dagens låge!

3. dec. 2010

Adam og Eva

Og for at få lågen med Adam og Eva.

Vi kender alle historien om syndefaldet - mest ud fra at Eva forledte Adam. Men der er nuancer i historien, vi ikke altid husker, nemlig at gennem spisningen af den forbudne frugt lærte vi at se og skelne.

Vi taler i vores del af verden om frugten som et æble – en indianerstamme, som en af vore biskopper har besøgt og skrevet om, taler om en banan. For det dyrker de der.

Det er en ære at stå her foran jeres flotte og berømte glaskunst.

På min arbejdsplads på Christiansborg hænger der i mit partis gruppeværelse nogle smukke malerier, der handler om "det danske landskab".  De er malet af en anden berømt kirkekunstner – Maja Lisa Engelhardt.

De omhandler en rejse i Danmarkshistorien. Og lidt om religion. Fra hedensk tid og til nu.

Det første maleri viser Ask og Embla fra den nordiske mytologis skabelseshistorie, som fortæller at ud af to træstammer skabes på en strandbred den første kvinde, Embla, og den første mand, Ask. Skabt af Odin og to andre guder, der kom forbi og gav træstammerne ånde, vilje og skønhed.

Senere blev vi som bekendt kristne, og lærte, at de første mennesker nu hedder Adam og Eva. Og at Eva er skabt af et af Adams små ribben. Det der sidder tættest på hjertet. Altså det sted hvor kærligheden sidder. For så ville Eva blive en kærlig kvinde. Det har indianerne også en særlig udgave om.

Senere igen kom Darwin til, og så lærte vi, at vi nedstammer fra aberne.

Den sidste historie er den mest videnskabeligt beviste. Men derfor kan vi godt hente inspiration og forståelse i skabelseshistorierne omkring tilblivelsen af vores sjæl og personlighed.

Både det om at få ånd, vilje og skønhed – og det at kunne se og skelne.

De fleste ved, at Syndefaldet handler om, at Eva forledte Adam.  
Men husker vi på den del af historien, hvor slangen forud havde fortalt Eva, at Gud havde forbudt dem at spise lige af det træ, fordi dens frugt ville åbne vore øjne, så vi kan se og skelne mellem mange ting? Skelne det gode fra det onde.

De måtte tage deres straf for ikke at adlyde. De måtte forlade Paradiset. Heldigvis var Gud barmhjertig og gav dem tøj på, så de ikke skulle fryse ude i verden.

Men er vi opmærksomme på den evne vi fik gennem deres spisning af frugten fra det forbudte træ? Og er vi opmærksomme på, at det at have denne evne også giver os pligt til at bruge evnen?

Det spørgsmål synes jeg er påtrængende her i adventstiden, hvor den kommende jul samler nationen (på tværs af trosretninger) omkring nisser, glimtende juleplastik og gaver.

Skelner vi det gode og onde – ser vi de dårlige forhold, der udspilles lige uden for vores dør?
Får det os til at føle pligt til at bruge evnen og hjælpe dem, der ikke magter så meget selv?
Ser vi, at julebudskabet overskygges af flere og flere fattige, der har brug for julehjælp.

Føler vi ansvar for andres behov, selv om de ses tydeligt lige uden for vores dør, på Strøget, og på ansøgningerne til julehjælp osv.?

Jeg vil fremover bruge syndefaldsfortællingen til at hylde Eva og Adam.Hylde at de trodsede et forbud og dermed gav os evnen til at se og skelne.Evner der forpligtiger os alle, for at vi kan kalde vores samfund for et reelt velfærdssamfund.

Eva og Adam gik videre uden for Paradiset med alle de byrder, der fulgte med den forbudne frugt.

Vi skal også gå videre i en kompliceret og globaliseret verden.

Det kræver evner til at skelne – og til at vise STORSIND (som er et andet berømt ord, der står malet på Christiansborg) – og til at kende godt fra ondt.

I ønskes alle en god adventstid.

Tak for ordet.

Fodvaskningen

Årets helt, Ruth Brik Christensen

Til programmet
klik her

Lazarus

Minikonfirmanderne

Ved 17.17’s begyndelse står minikonfirmanderne spredt rundt i hele kirkerummet, rullet ind i toiletpapir, så de ligner Lazarus i ligklæderne. Når de får ordet, udspænder der sig (ca.) flg. dialog mellem de to undervisere, minikonfirmanderne har haft.

Eva (præst)

Birthe (sognemedhjælper)


Eva:          Birthe. Jeg synes nu ikke, jeg kan se så mange minikonfirmander
Birthe:       Jo. De er her skam. Men der er måske ikke helt så meget liv i dem, som der plejer at være.
Eva:          Årh… vi har forhåbentligt ikke helt taget livet af dem ved, at de har været minikonfirmander? 
Birthe:       Nej. Det er minikonfirmander selv, der har valgt, at de i dag skulle se ud som Lazarus på vores låge, som om de næsten er døde.
Eva:          For selv om man er spillevende og går i 3. klasse så ved man godt, hvordan livet nogen gange kan føles næsten dødt.

Birthe:       Ja, det er f.eks. ligesom hvis der ikke er nogen, der gider lege med en.

Eva:          Eller hvis man bare er rigtig ked af det

Birthe:       Eller man er dødtræt
Eva:          Eller ligesom det påskeliljeløg vi satte en uge. Det så dødt ud. Løget dør nede i jorden, men til næste påske lige overfor kirkedøren kommer der de fineste gule påskeliljer ud af det døde løg.
Birthe:       Og det er jo også lige præcis det, mosaikken om Lazarus handler om: At det, der er dødt, kan blive levende igen.
Eva:          For Lazarus var jo død. Det var der ingen tvivl om. Og hans søstre var rigtig kede af det. Og når man er rigtig ked af det, kommer man nogen gange til at sige noget på en lidt hårdere måde end man måske ellers ville have gjort det. Så da Lazarus’s søstre så Jesus komme, skældte de ham faktisk ud.
Birthe:       Men det tog Jesus sig nu ikke af. Han sagde til søstrene: Vis mig, hvor I har lagt Lazarus. Og så gik de sammen ud til graven. Og hvad der så skete, kan være svært at tro. Men Jesus gik helt hen til graven og så råbte han så højt kan kunne:

ALLE:         Lazarus! Kom herud!

(Alle minierne bryder ud af toiletpapiret – de "bliver levende igen" og bliver derefter stående på deres plads)

Eva:          Jesus råbte ikke kun højt. Han råbte med Guds kraft. Det er det Bjørn Nørgaard har prøvet at vise ved at lave de røde stråler, der ærligt talt ligner mest røde pølser.
Birthe:       Guds kraft trak Lazarus ud af de dødes rige og tilbage til livet. Det er det, I minikonfirmander viste ved at bryde ud af jeres toiletpapir.
Eva:          På mosaikken kan vi stadig se, at Lazarus er omviklet med sådan noget stof man svøbte de døde i dengang. For selv om man er i livet, kan der godt være døden med i det.
Birthe:       Og selv om vi ikke er Jesus, kan vi godt give hinanden liv. Her er nogen af de eksempler I minikonfirmander har givet på det: Det kan f.eks. være, hvis man bærer skraldespanden ned i stedet for en dødtræt lillesøster
Eva:          Eller den minikonfirmand, der af sine lommepenge sendte 100 kr. til de fattige. Det kan give liv til dem.

Birthe:       Der er også en minikonfirmand, der har prøvet at give hjertemassage til en død kat.
Eva:          Eller hvis man er ked af det, og så oplever at nogen kommer og snakker med en eller trøster en. Så bliver man ligefrem oplivet.

Birthe:       Det håber jeg, at I alle sammen har oplevet.

Men I minikonfirmander sagde jo også, at når vi kigger på Lazarus, så kan man tro på at man godt kan genopstår, når man ægte dør. Og at man, når man er død, får et godt liv i himlen. Garanteret.

Til programmet
klik her

Bespisningen

På Madeira breder en stor højslette sig i ca. 1,4 kmŽs højdeud over den vestlige del af øen, be- grænset af bjerge. Det er et vindomsustområde med en meget sparsom beplantning af græs, bregner og gyvel. Her erstille og øde, landskabet er uden bebyggelser, kun en smal vej fører igennemdet. Her er ofte overskyet og tåget. I klart vejr er der pragtfulde udsigter,og man kan nyde landskabets storhed og landskabets stilhed.

Den dag, vi kørte over højsletten, var det tåget vejr, menvi fandt stedet, vi var kørt efter – en smuk bjergplads, hvor tågen pludseliglettede lidt, så vi følte, at vi stod i et mægtigt rum. På bjergpladsen er  der opstillet en 6 – 7 m højKristus-statue, og omkring en fontæne er der placeret stenopsætnin- ger med de8 saligprisninger og endelig er der et tableau af marmor, der illustrererbespisningsunde- ret  med 2 storefisk og 7 brød – en skøn blanding af Matt., kap. 15, vers 34 "7 brød og noglesmå- fisk" og Matt., kap 14, vers 17 "5 brød og 2 fisk".

Stedet er etableret i 1962, af hvem og hvorfor vides ikke,men stedet er valgt helt bevidst. Sådan må omgivelserne også have været,dengang Jesus bespiste de 5.000 mennesker plus kvinder og børn på et øde sted ibjergene, da dagen var ved at gå på hæld og de var sultne, og ved en andenlejlighed 4.000 mennesker, også på et øde sted i bjergene.

I Johannes evangeliet lyder det således:

Dereftertog Jesus over på den anden side af Galilæas sø. En stor folkeskare fulgte ham,fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Han sagde til Filip:"Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?". Men selv vidstehan ville gøre.

I Markus evangeliet fortsættes der:

Og han(Jesus) tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brødbrødet og gav sine disciple dem, for at de skulle dele ud til folk; også de tofisk delte han ud til alle. Og alle spiste og blev mætte; og de samlede stykkersammen, også af fiskene, tolv kurve fulde.

Mosaikken i dagens låge viser en Kristusfigur omkranset af storemængder af brød og fisk, der kommer ned til jorden som en gave fra himlen. Formig peger det hen imod, at fortællingerne om de mirakuløse spisninger - for dervar som nævnt også en bespisning af 4.000 mennesker ved en anden og måsketidligere lejlighed –  viser Jesuguddomskraft, og får os til at betragte Jesus som den, der giver liv.

Bespisningerne fører frem til påskemåltidet, hvor Jesus,mens de spiste, tog et brød, velsignede det og brød det, gav disciplene det ogindstiftede den nye pagt.

Jesus betegnede sig selv som livets brød, og i Fadervorbeder vi "Og giv os i dag vort daglige brød".

I vores del af verden er den bøn måske ikke så nødvendigmere, så vi tolker den nok også i større grad som hele vores velfærd. Men istore dele af verden, for milliarder af mennesker, er bønnen om det dagligebrød stadig relevant og nødvendig, fordi brødet og maden ikke er en selvfølge.

Et indslag forleden aften i TV – Avisen bekræftede det.Indslaget handlede om sulten hos indbyg- gerne på Haiti, nu et år efterkatastrofen. Forældre sad apatisk på jorden under et stykke plastik som ly modsolen med deres sultne og udmarvede børn og ventede på en mirakuløs bespisning,ikke i et øde landskab i bjergene, men i en teltlejr med hundredtusindebeboere.  Det næste indslag handlede  om, at vinteren og sneen var kommet såpludseligt til Danmark, at forretningerne var løbet ud for kælke. Skiftet fradet ene indslag til det andet var overvældende og skræmmende.

Når man rejser i fattige lande, og også i lande medsultproblemer, vil man opleve, at mennesker gerne deler deres brød – deres mad  - med fremmede. Vi har oplevet det iGeorgien, hvor vi blev budt inden for hos en helt tilfældig familie, fordi vivar standset op for at beundre en udsigt mod bjergene og tage et foto. Vi blevbudt på mad og drikke, brødet blev brudt, og værten takkede Gud, fordi voresforældre havde gjort det muligt, at vi kunne mødes her, og vi drak deres skål.

I Burma standsede vi op et sted for at se fattige bønderhøste, som vi gjorde det i Danmark for hundreder af år siden. Kornet blev høstetmed et segl, og tærskningen foregik ved, at kvæget gik rundt i aksene. Kernerneblev skilt fra avnerne ved at blive kastet op i luften, hvor vinden bar av-nerne fra. Det var hårdt fysisk arbejde under en bagende sol, og alligevelhavde de overskud til at invitere os til at dele deres mad og drikke med dem.

I Etiopien har jeg haft en en tilsvarende oplevelse på enboplads, hvor brødet tidligt om morgenen blev bagt over en lille bål pågårdspladsen, og hvor vi også blev indbudt til at spise deres brød.

Kan vi som medmennesker vedblivende acceptere, at menneskeri Haiti og over hele verden skal sulte? Skal vi ikke medvirke til, at de ogsåkommer til at opleve et bespisningsunder, og skal vi ikke lade bønnen om detdaglige brød omfatte alle de mennesker, der venter og venter på deres bespis-ningsunder,og ikke har mulighed for selv at fremkalde det.

Nogle vil indvende, at de ikke tror at Gud, hvis Gud er til,vil kunne høre og lytte til 6 milliarder menneskers personlige bøn også om detdaglige brød på samme tid. Til gengæld har de ingen pro- blemer med at fatte,at vi på verdensplan kan sende og modtage mange milliarder SMSŽer og emailshver eneste dag.

Vores biskop i Haderslev Niels Henrik Arendt fandt svaretfor sit eget vedkommende, nemlig at når Gud har skabt hele universet og styreralle himmellegemer, så kan han også styre 6 milliarder menneskers bøn. Hvorfordet? Jo, som han siger, for hvert enkelt menneske på jorden findes der 1.800galakser i verdensrummet og hver galakse indeholder milliarder af sole, månerog planeter.

Og når Vorherre har styr på denne enorme mængde afhimmellegemer, kan han nok også styre 6 milliarder menneskers bønner.

Så lad os uændret bede om det daglige brød, og lad os hjælpetil det på praktiske plan, når vi i vores samfund  samler penge ind til bekæmpelse af sult i de dele af verden,hvor det daglige brød ikke er en selvfølge. Således, at de, der sulter, ogsåoplever et bespisningsunder.

Tak.

Tilbage til programmet
Klik her

29. november 2010

Babelstårnet

På vegne af KFUM-spejderne, deMeza gruppe, her i Christians sogn vil jeg gerne åbne lågen med Babelstårnet og fortælle lidt om, hvad jeg kom til at tænke på, da jeg fik denne låge. Fortællingen om Babelstårnet er kort fortalt en fortælling om, at menneskene, fordi de samarbejder og enes, er ved at bygge et tårn til himlen. Gud frygter, at de bliver så dygtige, at de får samme kræfter som han, og det kan han ikke tillade, idet han jo nok ikke kan overskue, hvad de så kan finde på. Han ødelægger Babelstårnet og giver dem forskellige sprog og leder dem til forskellige steder, hvor de så skal bo. Jeg er enig i, at menneskerne ikke kan styre en guddommelig magt, men jeg mener ikke, Gud valgte den bedste løsning på problemet. Og følgerne af dette har vi oplevet lige siden.

Når jeg ikke har en spejderuniform på, så optræder jeg ofte i en militæruniform, idet jeg har været ansat i Hæren i næsten 40 år. Og det er her – i forbindelse med tjeneste i udlandet – at jeg er stødt på problemerne efter, at menneskerne fik forskellige sprog og kulturer.Jeg har været udsendt mange steder som soldat. Alle steder har jeg set resultatet af, at menneskene i den ene hånd havde deres tro/kultur og i den anden hånd et våben. Og så prøvede de ellers at banke de andre til at underkaste sig deres regler. Dette har medført ufattelige ødelæggelser, ubærlig sorg og smerte og bundløst had, alt sammen noget der virker som benzin på det bål, der altid brænder disse steder.Jeg tror, at hvis Gud i stedet for at give menneskene forskelligt sprog og sende dem forskellige steder hen, havde indbygget en mulighed for, at de alle kunne kommunikere og en tvungen næstekærlighed/tillid, så kunne nogle af disse ting have været undgået. Helt sikkert ikke alle, idet religiøse fantaster ofte er uden for enhver form for pædagogisk rækkevidde. Jeg har altid haft den indstilling, når jeg har været udsendt, at jeg har haft stor empati for de mennesker, der var blevet ramt af krigen. Men glædet mig over at det heldigvis ikke var kommet til Danmark.

Men det er det jo nu og har været i de sidste 7- 9 år. Først frygt og usikkerhed over terrortruslerne (9/11). Siden flere og flere dræbte og sårede danske soldater, soldater der er taget af sted med det formål at bekæmpe uret og hjælpe de implicerede parter, især civilbefolkningen. Jeg er kontaktofficer ved Telegrafregimentet, og hver gang der er en såret, eller død soldats pårørende, der bor i midt og sydjylland samt på Fyn, så tager jeg sammen med en militærchef ud til de pårørende for at overbringe dem nyheden. Jeg har flere gange - uden for sådant et hus – hvor jeg ved, at vi om meget kort tid træder ind på deres enemærker og flår deres liv fra hinanden – på grund af den besked, vi kommer med, tænkt om det virkeligt er det offer værd at tage ud og hjælpe andre. Efter beskeden er afleveret og ofte mange timers snak/nærvær, skal jeg nu sammen med denne familie, hjælpe den med enten at begrave en elsket eller arrangere, at de kommer til Rigshospitalet, når deres kære kommer hjem, og så meget de vil af behandlingen og genoptræningen.

I denne periode er jeg meget sammen med familien, og vi taler om alt. Og her ville jeg synes, at det var naturligt, hvis familien syntes, at prisen for at hjælpe andre var alt for høj i forhold til den effekt, der ses. Men det har jeg aldrig været ude for. Tværtimod har de ofte den indstilling, at det, der er sket, er forfærdeligt, men de er stolte af at have hjulpet andre.

Igen må jeg tænke om alt dette ikke kunne have været undgået, hvis Gud havde handlet anderledes ved Babelstårnet.

TAK fordi i lyttede.

	Til alle koncerter er der gratis adgang for unge under 18 år.

	Lyngby/Tårbæk Symfoniorkester Søndag den 20. maj kl. 15.00 I forbindelse med en koncertrejse til Flensborg gæster Lyngby/Tårbæk Symfoniorkester Christianskirken. Orkesteret, som har fuld symfonisk besætning, består af en god blanding af dygtige amatører og musik- og konservatoriestuderende. På programmet står bl.a. ouverturen fra Mozarts klarinetkoncert og symfoni nr. 5 af Carl Nielsen. Koncerten er en velgørenhedskoncert til fordel for Soroptimisterne, som er en verdensomspændende organisation af kvinder, der arbejder for at fremme menneskerettigheder og kvinders status. Entré: 100 kr.
	Landskorkoncert Lørdag den 16. juni kl. 16.00 I forbindelse med FUKŽs (Folkekirkens ungdomskor) årsmøde i Fredericia giver FUKŽs dygtige landskor en koncert i Christianskirken. Landskoret er et Ligestemmigt og et særdeles velsyngende kor, der repræsenterer FUK ved forskellige lejligheder, turnerer i og udenfor Danmark, og hvis formål er at være en spydspids for den ligestemmige kormusik i Den danske Folkekirke og i det danske musikliv. Entré: 80 kr.
	Beatsalmer Onsdag den 19. september kl. 19.30 All You Need Is Love - en collage bestående af sang og musik samt oplæsning. I 2006 blev der præsenteret et nyt tiltag i Sct. Nicolai kirke i Svendborg: ”Salmer fra en Beattid”, som siden med stor succes har været på turné rundt i landets mange kirker. ”All You Need Is Love” fra 2009 er eft erfølgeren, som indeholder musik udelukkende af The Beatles. Hovedtemaet i koncerten er et forløb, der går ’fra ensomhed til kærlighed’; netop på baggrund af et sammenfald i hippiebevægelsens og kristendommens budskaber. Teksterne til første halvdel omhandler ensomhed og er hentet fra Det Gamle Testamente. Tilsvarende omhandler teksterne til anden halvdel kærlighed og er hentet fra Det Nye Testamente. De medvirkende er: Marianne Kjær, oplæsning - Simon Mott Madsen, sang - Bjørn Krog Larsen, klaver - Tore Bjørn Larsen, orgel. Entré 80 kr.
	Orgelkoncert med De 3 Organister Søndag den 28. oktober kl. 17.00 Orgelkoncert med tidligere og nuværende organister i Christianskirken. Poul Skjølstrup Larsen, Hans Christian Magaard og Hedvig Dobias spiller musik af de komponister, som var mest ”populære” i deres tid som organister ved Christianskirken. Koncerten arrangeres i anledning af Frobeniusorgelets 40 års jubilæum. Entré: 80 kr.

Balsam for sjælen En refleksion over kirkevandringen lørdag den 2. oktober 2010 Hvor i dagens Danmark er det muligt at få ladet batterierne op ganske gratis? Hvor er det muligt at have en time, hvor ca. 40 mennesker er stille samtidig? Hvor er det muligt at forene natur, refleksion, samtale og hygge? Det var det i lørdags ved Kirkevandringen arrangeret af Christianskirken. Kl. 9.00 lørdag bød Elin Skoven velkommen til en dag hvor sten, vandring, refleksion og samvær, var de gennemgående temaer. Vi startede med en morgensang, derefter var det på med rygsækkene og så af sted. Vi gik ned mod Fælleden. Det var småsnak og høje forventninger, der ledsagede flokken. Ved Fælleden fik vi den første refleksionsøvelse; Find sammen med en du ikke kender, snak om hvad sten betyder for dig. Både i almindelig betydning og overført betydning. Refleksioner som; sten samlet på stranden, gravsten, hussten, smykkesten og ”sten i skoen” var emner, jeg snakkede med min makker om. Jeg husker ikke meget om selv dette stykke af turen, hvor langt vi gik eller hvor lang tid. Det, der står klarest for mig, var samtalen med min nye makker. Fantastisk så hurtigt man kan danne relation til et nyt menneske. (Måske holdt vi os ikke helt til emnet, men periferisk var stentemaet med hele tiden.) Derefter gik turen videre i absolut stilhed. Øvelsen var nu Silent Walking i en time. Det er en god fornemmelse at være stille sammen med nogen. Ensomt at være stille alene, men stilhed sammen med andre føles, ja som balsam for sjælen. Vi gik langs kysten på skrænterne mod Trelde. Enkelte steder var udfordringen at forcere terrænet, som var barsk nogle steder. Men stilheden gør noget. Samtidig med at man er fysisk aktiv, sker der noget i hjernen. Man kan få sorteret i tingene, få puttet tanker/bekymringer i forskellige kasser og, måske endda finde nye løsningsmuligheder på udfordringer, som vi alle står med; store som små. For mig betød det, at lavet et opgør med plejer, som er en fast bestanddel i mit liv. Det, at bruge fortidens løsninger på fremtidens udfordringer, tror jeg, at vi alle tyr til, men at få blæst hjernen igennem, gav mig ny energi til at finde nye løsningsmuligheder på de udfordringer, jeg har. Efter en time ”måtte” vi snakke igen. Det var tydeligt, at det var svært at begynde på det igen. Det, at bryde en stilhed kræver lidt mod. Men et grin løsner jo for meget. Så hurtigt var der gang i snakken igen. Ved 12.30 nåede vi parkeringspladsen ved Trelde. Asger stor med lækre sandwichs. En repræsentant fra Fredericia stenklub holdt et kort oplæg om sten, og derefter fortsatte den nemme del af turen til Egeskov kirke. Her nåede vi til kl. 15.30 hvor vi blev mødt af orgelmusik. En god oplevelse. Vi sluttede dagen af med at synge: ”Nu falmer skoven”. Tak for en god tur. Hilsen Helle Lauridsen

	Kirkevandring Klik her

Nu er det så tid for vores sidste nyhedsbrev. Vi er lige ankommet til Danmark og sidder nu i toget på vej hjem til Fredericia. 

De sidste 14 dage har budt på mange oplevelser. Vi havde søndag for ca. 14 dage siden en festlig aften på soldaterhjemmets terrasse, hvor vi havde besøg af politistyrken fra Bahrain. De præsenterede deres land med flag, film, smagsprøver mm. De kom i god tid før kl. 19. og hængte flag og billeder op, som præsenterede deres lille kongedømme. Billeder også af vores dronning og seværdigheder fra Danmark. En fantastisk aften med mange danske soldater. Vi havde Bravo-Coy, som skulle hjem på leave i lejren i disse dage. De skulle af sted i løbet af tirsdag. Da vi havde vinket farvel til sidste bus først på aftenen, vendte vi tilbage til et noget mere roligt hjem! Vi nød samvær med de faste soldater.

Kort før aftensang ca. kl. 20.45 kom der en meget voldsom sandstorm, alle søgte indenfor. Per holdt aftensang, og vi kæmpede for at synge - så meget sand var der i luften. Det var helt vildt,, og flere af vores udenlandske gæster måtte blive indtil der blev mere ro på. Lidt senere blev der meldt brandalarm. Det skyldtes, at støvet går i alarmen. Når alarmen går, skal alle mødes ved flagstangen, så der kan holdes mandtal. Vi skulle egentlig også ud i det vejr – men det var helt kaotisk, og vi bad soldaterne meddele,  at vi var ok. Da der en tid senere kom nogle tilbage, meddelte de, at der var sket en særlig hændelse – 16 (heraf 11 danskere) sårede ude i en af patruljebaserne. De var fanget der pga sandstormen. Helikoptere kunne ikke lette. Man valgte så at sende køretøjer ud fra Price, som skulle hente dem ind. Det var en meget vanskelig opgave. Først nogle timer senere kl. 00.15, da støvskyen havde lagt sig, mødtes vi ved flagstangen for at få en status melding.

Vi havde nogle soldater med småskader fra en tidligere hændelse, og som nu befandt sig i  Bastion, det var nogle af deres kammerater, som nu var kommet til skade. Usikkerhed og angst prægede dem. Da vi ikke lige kunne få fat i præsten, sang vi en sang, og Per bad en bøn. Lige som han afsluttede, kom præsten, som så lyste velsignelsen. Det var godt at kunne stå sammen. Hvor er de drenge omsorgsfulde for hinanden. Sandstormen havde lagt sig overalt på soldaterhjemmet – ikke et sted inden døre var gået fri. Vores depot ligeså (der havde jeg lige gjort hovedrent!!) Midt i dette blev støv det mindste problem. Vi glædede os over, at de meldinger, som kom da vi mødtes ved flagstangen, var, at alle var i live.

Onsdagen den 5. maj skulle have været en dag med Viking games – dette blev ændret til fællesspisning, quiz om befrielsen og afskedsbanko + aftensang med udgangspunkt i befrielsen. Planen var, at vi skulle have grillet, men da køkkenet var ophørt med at levere kød til grill (leveringsproblemer efter vulkanudbruddet!), blev det en aften med feltrationer. De kan da spises, men jeg tror, de er bedst, når man er ude i felten!! Vi brugte hele dagen på at gøre rent på hjemmet og i vores lille bolig.  

Torsdag morgen flyttede vi ud af vores bolig og over i et af teltene. Vores afløsere Birgit og Frede kom først på eftermiddagen.

Fredagen blev brug på at sætte Birgit og Frede ind i deres nye arbejdsopgaver, og hvor de kunne købe de forskellige varer. Lørdag tog Per til Price for at hilse på Ruth og for at se, hvor langt byggeholdet var nået med at bygge det nye soldaterhjem. Han havde en god tur med helikopter derud og med transporten hjem igen. Hjemme i Bastion bagte Birgit og jeg rugbrød og kager. Frede bagte vafler til de trofaste soldater. Det var som vanlig et stort hit.

Søndag bagte jeg friske morgenboller for sidste gang. Det var dejligt at kunne slutte af på denne måde. Per fik overdraget de sidste oplysninger, og da vi nåede hen på eftermiddagen, kunne vi trække os tilbage. Nu kunne vi bare slappe af. Søndag aften var der afskedsgudstjeneste for Fader Frank, som også afslutter sit ophold nu. Det blev en rigtig god gudstjeneste, udendørs ved depotet.

Da jeg endnu ikke havde spist morgenmad i Cookhouse, havde vi aftalt med Lisbeth og Mandix, sygeplejerske og chefen for mediklinikken, at vi mandag morgen skulle spise morgenmad sammen. Lisbeth havde opfordret til, at vi deltog i Mondaymorning parade – hver mandag sættes der flag ved morgenappel. Der gives samtidig diverse oplysninger. Det viste sig, at de soldater, som skulle hjem efter tjeneste i mere end 28 dage, skulle have medalje. Det var festligt – Majoren benyttede lejligheden, da han så os, til at takke os for vores arbejde. Vi fik hver et termokrus med logo, samt en klapsalve.

 Efter morgenmaden fik jeg bagt 3 kager, som vi senere afleverede dels i Cookhouse, hvor vi har fået leveret alt, hvad vi har brugt til at bage af, og dels til vores venner fra Bahrain.

Der blev også tid til en shoppingtur sammen med Lisbeth (sygeplejerske). De sidste tørklæder skulle købes. Der blev også tid til at nyde et glas friskpresset appelsinjuice i en af Naafi`erne.

 Det blev også dagen, hvor tre af vores faste gutter, Mads og Dennis, som ofte spiser morgenmad hos os, samt Per som har hjulpet os, når der var for mange englændere.. Disse tre kom med en overlevelsespakke bestående bl.a af feltrationer, cornflakes, tandpasta, coca cola, chokolade, knæklys, tudekiks osv, hvis nu askeskyen skulle forhindre os i at komme hjem. Dertil en krammer som Mads sagde.! Det luner og glæder. 

Mandag aften – vores sidste i Bastion spiste vi aftensmad i den Amerikanske lejr sammen med vores faste Kufafløsere Kjeld og Peter, Fader Frank, MPérne samt de tre fra medicenteret. Det blev en hyggelig afslutning i vores lille flok.

Hjemme på soldaterhjemmet igen, nød vi den sidste aften, sendte Birgit og Frede tidligt i seng, sidste chance for at aflaste dem, inden vi skulle af sted. Vi nød en sidste gang at kunne lukke ned til nat.

Da vi først skulle flyve fra Camp Bastion tirsdag aften kl. 19. fik Mandix arrangeret, at den tur som vi, de to sygeplejersker og han, tre gange tidlige havde forsøgt arrangeret til Shuabak – vi omtalte i et tidligere brev, at vi havde lavet frokost til disse folk. I Shuabak er der en klinik, hvor Afghanere behandler lokale. Det er danskerne, som har kontakten hertil, og som forsøger at lære dem om hygiejne. Det er svært at lære at vaske hænder, hvis man ingen vand har. Nu er der blevet indlagt vand, der er skaffet vaskeklude, som de kan tørre hænder i – disse kan vaskes. En læge tilser patienten, og så sendes de videre til behandling af en, som har lært lidt om det. Der er ingen sygeplejerske. Det er ganske primitive forhold. De har et ganske andet forholdt til liv og død.

Vi var derefter på en lille rundtur i lejren, hvor den afghanske hær uddannes.

Mandix og de to sygeplejersker bar våben, mens vi var i Shuabak, det er ikke et sted, hvor vi piger kan færdes uden videre. Jeg var denne dag trukket i lange bukser, langærmet bluse. Jesper, som viste os rundt, gjorde klart fra start, at vi piger ikke måtte gå alene, vi skulle holde os sammen mindst to og to. Mandix var meget opmærksom på dette og dannede bagtrop, når vi gik rundt. Vi fik set de forhold disse afghanere lever og spiser under. Et kig ind i køkken, spisesal og i kødlager blev det også til. Godt, at de koger kødet så længe, som de gør!

Trods det lidt mistrøstige er det også der, vi har set det grønne og smukke. Her bruger Afghanerne ustyrlige mængder vand på at dyrke blomster, urter, grønne træer, nerier og roser.

 Efter frokost denne sidste dag gik vi en afskedsrunde i Camp Bastion, fik sagt farvel til rigtig mange – som sagde, at de da ville komme og sige farvel og sikre, at vi kom med bussen senere.

Da vi drak eftermiddagskaffe på kuffen, kom Lisbeth og Mandix med gave til Fader Frank og os, vi fik hver et håndklæde med logo. Vi vil komme til at savne samværet med disse to. De, præsten  og vi har på en måde været lidt i samme situation, ved ikke at være en direkte del af det militære system. Det har knyttet os sammen, og vi har ofte spist eller drukket kaffe sammen. Det er blevet til mange gode samtaler.

Selve afskeden, da vi mødtes ved flagstangen kort før kl. 19, var overvældende. Der var så mange af vores drenge og piger, som kom for at sige farvel. Så mange dejlige ord og tilkendegivelser.

Selve turen hjem er gået rigtig godt. Vi fløj planmæssigt til Kabul tirsdag aften og havde en dag der, hvor vi absolut intet lavede ud over at spise, sove, drikke kaffe, sove og spise lidt mere. Fik købt de sidste tørklæder og smykker. Tidligt i seng for at være klar til tjekind kl. 06.25, afrejse kl. 8.30. Vi havde en planmæssig tur hjem og kom til Kastrup ca. 45 min før beregnet. Nåede et tog lige med det samme. Det betød, at mine forældre, som ville overraske os, desværre blev snydt for vores selskab.

Hjemme i Fredericia blev vi mødt af Rakel, Søren og Asta. Maria og Tanja var klar med maden da vi kom hjem. Asta var helt klar med knus og klem. Fantastisk med et hus pyntet med friske blomster fra de unges tur på planteskolen. Et flot opdækket bord med tulipaner fra haven. 

Lidt senere fik vi besøg af en flok gode venner som med sang, kransekage og champagne bød os velkommen hjem. Disse og flere andre har gjort vores have forårsklar. Kartoflerne er hyppede, roserne klippet, græsset slået osv. Tusind tak. 

Dette blev et lidt længere brev. Vi vil gerne sige jer alle en stor tak for forbøn og omsorg.

Nu glæder vi os til at få hvilet ud, og derefter komme i gang med de opgaver, som ligger foran os herhjemme. 

Med kærlig hilsen

Per og Merete

Læs nyhedsbrev 6 her

Af Torben & Elise Venndt

MOP Price, Afghanistan

 Fredag den 23. april

 Price is nice….!

Tid er en underlig størrelse….. På mange måder er det ikke helt til at forstå, at vi nu har været på denne forunderlige rejse i to uger nu. Hvad angår nye input og oplevelser, så burde vi have været væk i meget længere tid…, men sådan er det, når sanserne er på arbejde i døgndrift, - så sættes ens tidsfornemmelse lidt ud af kurs!  

Dette blev knivskarpt for os, da vi så tilbage på Dronning Margrethes 70 årsdag, som vi lovede at fortælle om i dette tredje nyhedsbrev. Underligt som denne dag nu pludselig er langt væk! Ikke desto mindre fejrede vi dagen fra morgenstunden med flagguirlande, TV2 transmission direkte fra Danmark – og som noget helt specielt; spillede vi løbende ”Happy Birthday” på en lille spilledåse, samtidig med at vi skænkede kaffe til soldaterne. Især briterne var meget optaget af denne fejring af Majestæten; ”You are lucky in Denmark, such a wise Queen….!”  Kl. 19.15 oplæste oberst Mathiasen ”79” (seven-neine, som han kaldes herude) med militær præcision de udsendte soldaters lykønskningstelegram til Dronningen. Vi stod en ret stor flok – ca. 175 personer – danskere, briter og amerikanere. Alle var der for at fejre den danske Majestæt. Ingen fest uden kager og sodavand! En kæmpebuffet var linet op, og soldaterne stod på rad og række for at tage del i herlighederne. Som i Danmark var vejret smukt og solrigt – og om aftenen lyste månen klart ned på lejren. – Og sjovt nok ligger månen ned i denne del af verden…., Price is nice, - og på sin helt egen facon!

 Morgenløbetur i tynd luft og støv

MOB Price ligger i 1000m højde, – og det betyder tynd luft. Det tænker man ikke umiddelbart over, når man færdes gående rundt i lejren. Her fornemmer man tydeligere luftens tørhed og varme. Både i Camp Bastion og her i Price findes der løberuter, hvor soldaterne kan træne – med og uden oppakning. Efter 14 dage begynder vi nu at kunne løbe nogenlunde upåvirkede gennem den œ times lange rute. Vi løber tidligt om morgenen kl. 6.15, fordi støvet på dette tidspunkt er knap så voldsomt og temperaturen ofte lavere ca. 24 grader.

 Løberuten er interessant i sig selv; vi starter med at løbe forbi den danske PX (Personal Exchange) – et lille minisupermarked, hvor soldaterne kan købe forskellige personlige artikler. Ved siden af denne ligger den britiske Naffy, som har flere og billigere varer. Her fra går turen videre forbi lejrens fitness-center med et utal af træningsmaskiner, - ikke en muskel i kroppen er glemt her! Maskinerne er i konstant brug - nærmest i døgndrift, hvilket duften i lokalet også på ubarmhjertig vis bærer præg af!

 Vi løber forbi ”Logbay”, som er en stor åben plads ved siden af hovedvagten. Her ankommer og afgår de såkaldte ”logtrains” mellem alle Camp Bastion og alle de fremskudte baser. Hovedvagten passes af hjemmeværnsfolk, som er placeret med to mand uden for lejren (dog kun i dagtimerne), to i selve hovedvagten, én i vagttårnet og 4 personer i ”skuret”, det vil sige kontrolrummet. Sikkerhedsfolkene kører 8 timers vagter med 16 timers pause. Dog er det sådan, at de sjældent får lov til at holde pause ret lang tid ad gangen, - de hentes ofte ind til praktiske arbejdsopgaver af forskellig slags, som HIK (Kommander In Headquarter) ønsker udført.

Næste destination er den store plads – ”logpark”, hvor vi finder de store danske kampvognene; de pansrede mandskabsvogne, Leopardkampvognene og den store ”bjærger” – i daglig tale kalder Wister, der betyder bøffel. Denne kæmpestore maskine er altid med på missionerne for at være klar til at hjælpe kampvognene ud af eventuelle problemer undervejs. Vi har nu ved et par lejligheder oplevet, når disse kæmpe maskiner ruller ud; det er virkelig et meget stærkt syn. Der er en helt speciel – nærmest højtidelig stemning på pladsen. Kampsoldaterne, der er klædt i fuld kampuniform, agerer målrettet og meget fokuseret. Hver soldat gør sig stille og roligt klar – og slutter af med at binde et tørklæde om næse og mund for at undgå det værste støv i luftvejene. Ingen bevægelse synes at være overflødig. Forinden har Ruth og vi andre været rundt til alle vognene med en dåse småkager, som Kjeldsen Småkager har sponsoreret. De vil gøre godt derude, når blodsukkeret er lavt, og tankerne falder på kæresten derhjemme. Præcist og på klokkeslæt sætter konvojen i gang, og helt synkront med dette går soldaternes hænder i vejret til afskedshilsen. Det er tydeligt for os, at det har en enorm betydning, at der bliver vinket farvel til dem, - så vi vinker og hilsner til dem alt mulig godt med på vejen.

 Vi er nu nået til lejrens Medi-Center – et velfungerende minisygehus, skadestue og infirmeri under ét. Stedet drives af både det danskere og britiske sundhedsvæsen. Amerikanerne har deres eget. Her holder lægerne, sygeplejerskerne og sygepasserne til. Her klares de mindre operationer – på soldaterne såvel som på de lokale. Men ikke alt klares her. Forleden kom en kvinde ind med sit lille drengebarn – en tvilling og kun 23 dage gammel. Han havde en meget stor udposning på den nederste del af rygsøjlen og var i øvrigt meget dehydreret og afkræftet. Det viste sig at være en ”miningiom”, hvilket er en svulst udgået fra hjernehinden. De danske læger vurderede, at chancen for, at den lille dreng ville overleve et operativt indgreb var mindre end 50 %, og valgte i stedet at sende ham ind til det lokale sygehus i Gereshk. Her ville chancen for overlevelse på ingen måde være større - måske endda tværtimod, men her ville et dødsfald blive tolket som Allahs vilje. I opbygningsarbejdet i forhold til lokalbefolkningen har det stor betydning, at agere anerkendende og respektfuldt. Derfor denne – for os – lidt kyniske, men ganske nødvendige beslutning at lade afghanske læger tager over – frem for at mislykkes med en operation her.

 Vi kommer derefter forbi den britiske teltlejr, der huser ca. 300 soldater. Deres lejr støder op til skydebanen, som er 1000m lang. Man har netop nu i færd med at korte banen ned til 500m, så teltlejren kan udvides yderligere. Fra skydebanen løber vi forbi den civile afghanske lejr. Som en del af opbygningsarbejdet har man ansat et stort antal civile afghanere, der arbejder for KBR. KBR (Kellog, Brown, & Root) er et privat britisk firma, der løser mange opgaver i Price; al forplejning, rengøring, kloakering, sanitet m.m.. Også ”Kuffen” nyder godt af KBR. Her kan Ruth hente alt det, hun har brug for til at drive ”Kuffen”; kaffekrus, mælk, servietter, engangsbestik og paptallerkener – og marmelade og sukker til pandekagerne! Den britiske manager fra KBR udtrykte det meget tydeligt for os; ”Ruth can get whatever she wants – anytime!” Og resten henter hun hos de amerikanske US Special Forces…. Ruth kan nemlig netværke….!

 Vores morgenløbetur nærmer sig så småt sin afslutning, da vi kommer forbi helikopter-landingspladsen, hvor der lander helikoptere 5-6 gange i løbet af dagen. De lander præcist på platformen, hvor den sætter personel af - og tager nyt ombord. Denne manøvre varer maximalt 10 minutter, - så er de på vingerne igen med sus i skørterne og den karakteristiske lyd af snurrende helikoptervinger. Som hovedregel flyves der parvis, - især hvis der er tale om civile transporter, hvor der ikke har våben med i samme omfang som i de militære. Helikopterpladsen støder lige op til den amerikanske lejr, der for tiden huser ca. 800 mand. Vi løber forbi kl. 6.40, og her er der ved at komme liv i tropperne.  

Det sidste, vi møder denne støvede – men skønne solskinsmorgen, er afsnittet for US Special Forces. Det er et ganske hemmeligt afsnit, - ingen ved helt nøjagtigt, hvad der arbejdes med her. Som noget helt specielt behøver man ikke at bære uniform her, - og mænd må endog meget gerne bære skæg! Med Ruths snilde og kvindelige charme er det dog lykkedes os at komme ind bag facaderne for at opsnappe stemningen her. Ved et par lejligheder har vi sågar været nede i deres køkken for at lave vaffeldej….. 30 æg, mælk og mel stiller man gerne til rådighed for ”Kuffen!”

 Det er MOB Price, det her! Et fantastisk lille minisamfund, hvor mange forskellige kulturer mødes; Soldater fra flere forskellige nationer side om side med de veluddannede afghanske tolke, lokale afghanske arbejdere i KBR, indonesiske arbejdsledere, - den afghanske tæppehandler og hans smukke nevøer….

Selv med sveden løbende ned af ryggen, støv i halsen og en puls på 145 i den tynde luft, - så er Price is really nice!

Andet  nyhedsbrev fra Camp Bastion, Afghanistan

Af Elise & Torben Venndt

Camp Bastion, Afghanistan

 Fredag den 15. april

 Vi er nu ankommet til MOB Price (Mobile Operation Base) og har været der siden mandag dan 12. april. Mob Price ligger ca. 5 km fra den grønne zone, der er et frodigt bælte på hver sin side af Helmanfloden. Denne flods betydning er at sammenligne med, hvad Nilen er for Ægypten. Halvdelen af verdens opium dyrkes her i Helmanregionen, der er et af de fattigste områder i verden, - men nok en af de mest betydningsfulde for Afghanistan.

 Vi befinder os derfor på flere måder lige i Bulls Eye; lige bag frontlinjen i den danske hovedlejr – og midt i hjertet af verdens råopiumshandel. Det er som at være landet på en anden planet….!

 Tidligt mandag morgen tog vi af sted fra Camp Bastion med logtrain – en militær konvoj bestående af 14 køretøjer. Vi blev placeret i en personelbeskyttelsesvogn, - soldaterne kalder den for grisebilen, fordi der ingen vinduer er i den! Iført sikkerhedsudstyr – dvs. hjelm, fragmentationsvest, brandsikre handsker og beskyttelsesbriller sad vi fastspændt to og to i vognen. Vi var i alt 15 personer i bilen – englændere og danskere – chefer og infanterister i en blanding. Alle havde en opgave at udføre i Price; nogle for blot én dag – andre for flere uger eller måneder. Strækningen mellem Camp Bastion og MOB Price er på ca. 30 km, - og det tog os ca. to timer at gennemføre….! Der sendes logtrains af sted flere gange om ugen, og toget kører ad Highway One, der i døgndrift patruljeres af amerikanske køretøjer. Strækningen skulle derfor være ret sikker at forcere, - men inden vi påbegyndte køreturen fik vi dog en briefing om, at der ca. halvvejs kunne være en fare; idet Taleban lægger ID’er (vejsidebomber) på tværs under kørebanen – og ikke i vejsiden.

 Ruth Brik, der modtog Jyllands Postens pris for ”årets helt” i begyndelsen af 2010, kom på sin Mountain Bike for at byde os alle velkommen. Ruth har været udsendt som soldaterhjemsleder i MOB Price siden midten af februar 2010, og har på rekordtid indrettet en fantastisk oase for soldaterne – såvel  for de danske, engelske som for de amerikanske soldater.

 Efter den meget varme modtagelse fik vi en grundig sikkerhedsbriefing af lejrchef (borgmesteren i MOB Price!). Sikkerhedsreglerne her er langt strengere end i Camp Bastion; private telefoner og sms blev frarådet på det kraftigste at bruge, idet Taleban arkiverer numrene til senere brug. Ligeledes blev vi opfordret til heller ikke at bruge vores egne computere, men blev henvist til at bruge nogle af lejrens sikre computere.  

På dette sted lå tidligere en russisk militærlejr, og der står et rustent vagttårn, som stadig benyttes. Sammen med Ruth besøgte vi senere på dagen dette tårn, og havde kolde slush ice med til vagterne. Fra tårnet, som ellers ikke må besøges af andre end vagtpersonale, kunne vi se byen Geresh og Helmanfloden med det grønne bælte på hver side. Valmuemarkerne er ved at blomstre netop nu, og vi kunne følge opiumsdyrkernes arbejde med at ridse frøkapslen, så saften, – der er råopium, - kan sive ud. Denne øvelse kan opiumsdyrkerne gøre 12 gange på en sæson. Saften størkner og gnides af frøkapslen. Den enkelte opiumsdyrker tjener ikke meget, - hvorimod den helt store fortjeneste høstes af bagmænd, hvis identitet ikke er kendt.

 Livet ved fronten

Også her i MOB Price er vi tæt på livet ved fronten, - men endnu tættere på her end i Camp Bastion. Dette er nu hovedbasen for danskerne, - og det kan mærkes! Hvor vi oplevede en intens stemning i Camp Bastion, så oser her af soldaterliv på sin helt egen måde her. Her er vi tæt på de fremskudte baser, hvilket tydeligt understreges af, at her findes de kæmpestore leopardkampvogne, de pansrede mandskabsvogne og den store ”bjerger”, som også kaldes Der Wister (urokse), - alle tre fantastiske køretøjer, der var med i den store offensiv i det sydlige i februar 2010.  Her møder vi også de vejrbidte infanterister, artillerister, spejdere, logistikfolk, efterretningspersonel, mekanikere, hundeførere, tolke, stabspersonel – samt ikke mindst læger og sygeplejersker. En lille landsby med sin helt egen dagsorden, - her følger man med i hinandens gøren og laden, - her er alle tættere på både livet  - og døden. Derfor er stemningen så intens – på den gode måde. Livet leves enkelt – næsten minimalistisk; intet overflødigt får plads her. 

Vi besøgte Lindenau Clinic – oprindelig en amerikansk lægeklinik – nu lægehus for de lokale afghanere. Klinikken er placeret inde i MOB Price, og de lokale hentes i busser, når de skal til helbredscheck eller, hvis de skal tilses af en læge. Børnedødeligheden i Afghanistan er på op imod 50%, og en kvinde føder typisk 8 – 10 børn. Ruth havde sørget for, at vi havde en masse legetøj og tøj med til de lokale. Afghanerne flokkedes om os, og ville meget gerne have del i alle goderne, – og så ville også meget gerne fotograferes. Kvinderne var stolte over at vise deres børn frem – selv var de dækket af deres burka. En enkelt kvinde dristede sig til at lukke Ruth ind under sin burka for at vise hende sit bryllupsbillede fra hun var MEGET ung.

 Der findes 18 forskellige sprog i Afghanistan, og disse sprog kan ikke umiddelbart forstås af hinanden. Regeringssproget er pashto og det tales udelukkende af eliten – kun ca. 20 %. De sidste 80% taler dari – eller et af de øvrige andre sprog.

 OP MINIMISE

Mens vi var på vores første rundtur i MOB Price hørte vi for anden gang meddelelsen: ”OP. MINIMISE” (operation minimalisering af panikstemning), hvilket betyder, at der lukkes for al telekommunikation, fordi en eller flere soldater er kommet til alvorligt til skade, og at der derfor skal skabes tid og rum til at stabilisere situationen og til at få de pårørende orienteret. I tilfælde af død, sættes flagene på halv stang den næste morgen fra kl. 9.00 og 24 timer frem. – Ellers ophæves OP. MINIMISE , og der åbnes igen for telekommunikationen.

 Kuffen her

Også her findes der en ”Kuffen”, - her er den placeret i et interimistisk telt, - men her leves livet! Soldaterne fortæller os, at det først var, da ”Kuffen” blev en realitet (i februar 2010), at lejrlivet begyndte at blomstre. ”Kuffen” er stedet, hvor de slidte og trætte soldater får ladet batterierne op. I ”Kuffen” bliver soldaterne til mennesker af kød og blod. Ruth har sin symaskine, som hun bruger til at reparere soldaternes uniformer med, - og til at sy mærker på uniformerne. Da vi havde været i lejren i to dage, kom en ung kvindelig MP’er for at spørge, om vi ikke kunne reparere hendes uniformslomme, - og samtidig sy en lille uniform til hendes abe-bamse… ”I think he needs a uniform…”, sagde hun. Elise tog opgaven på sig, og hen under aften kom hun for at hente sine ting. Hun blev oprigtig lykkelig, og denne næsten barnlige reaktion fremstod meget kontrastfyldt i forhold til denne voksne modne soldat.  

De sidste par aftener har vi været med Ruth ud til hovedvagten for at give vagterne kage og lidt at drikke. Her arbejdes der i 6-timers vagter, hvilket er ret anstrengende på den lange bane, - så kærlig omsorg og lidt søde sager gør godt! Og det ved Ruth alt om! 

Vi har efter eget ønske fået vores ophold forlænget frem til en gang i næste uge, det er vi rigtig glade for. I næste uge vil vi fortælle om, hvordan vi fejrede Dronning Margrethes 70-årsdag, og om hvordan det er at vinke farvel til 3 Leopardkampvogne, 3 pansrede mandskabsvogne og en ”bjerger”, der kører i krig en støvet og steghed eftermiddag i 40 graders varme…

Første nyhedsbrev fra Camp Bastion, Afghanistan

Af Elise & Torben Venndt

Camp Bastion, Afghanistan  

Torsdag formiddag lokal tid den 8. april landede vi midt i den afghanske ørken – i Camp Bastion, der er verdens største militærlejr. – En international bastion, der både i areal og indbyggertal er på størrelse med byen Fredericia, - og unægteligt et univers, der på et utal af områder er så umådelig forskellig fra hverdagen her.

Vi ankom med et af Forsvarets Herkules fly sammen med en gruppe militærfolk bestående af læger, sygeplejersker, en tolkekoordintor, chefer inden for forskellige områder samt unge kampsoldater. I alt mønstrede vi 54 personer. Iført fuld kampuniform med hjelm og fragmentationsvest steg vi ud i to rækker – ud i den 35 graders varme ørken. Uden for flyet stod et nyt hold klar i to rækker; den nye forsvarsministeren med sit følge af ministerielle embedsmænd samt sikkerhedsfolk. Der var ikke noget at tage fejl af; - vi var havnet lige midt i det militære univers!

Herfra blev vi fragtet i bus til den centrale plads foran Camp Danevang. Vi fik besked på at stille os omring flagstangen med Dannebrog – på halv stang. To britiske soldater var tidligere på morgenen blevet dræbt af en vejsidebombe. Her fik vi den første sikkerhedsbriefing og anvist, hvor vi skulle sove.

Luften svirrede af lyden af helikoptorer, Herkules fly, militære køretøjer og maskinpistolsalver fra øvelsesområdet i nærheden. Overalt så vi kampklædte soldater med rifler på vej ud – eller hjem fra kamp; danske, engelske og amerikanske hver i deres afdelinger. Vi fornemmede med det samme, at vi virkelig var landet i et militært univers med en enorm intens stemning og samtidig et univers, hvor enhver IKKE er sin egen, - men en del af et stærkt og inkluderende kammeratskab.

 Teltafsnit ”Midgaard”

Begge bor vi i afsnittet ”Midgaard, hvor der er plads til ca. 1500 personer. Vi bor i ti-mandstelte – mænd og kvinder for sig. Kvinderne har skærmet deres 3m² med teltflager, så der bare er lidt privatliv, - det betyder ikke helt så meget for mændene! Her tæller broderskabet og det tætte kammeratskab også, når der skal soves!  Alle telte har aircondition og elektrisk lys. I tilknytning til hvert telt er der et baderum med toiletter.

 Den internationale - soldat

I det hele taget er den moderne danske ”Jens”, den engelske ”Tommy” og den amerikanske ”Joe” i dag meget trimmede og i god form; mange af dem tillige meget flotte unge mænd. Som kvinde skal man vænne sig til at blive ”målt og vejet” på en anden måde, hvilket også betyder, at dress-code er påkrævet; ingen bare arme og strømper under spisningen! Også de kvindelige soldater er i fin form; her ses ingen overvægtige eller kropslade unge piger. I det hele taget ser vi soldater, som er fokuserede og målrettede i deres gøren og laden.  

Vi har mødt adskillige af disse soldater på vores morgenløbeture rundt på indersiden af Camp Bastion 2. Her løber de med – og uden oppakning i på den tørre og støvede grusvej i 1600 m tynd luft! Fra selvsyn ved vi, at det i sig selv er en ganske pæn præstation!

 ”Kuffen” – KFUMs Soldaterhjem i Camp Bastion

Nærmest som en lille oase midt i dette militære univers ligger ”Kuffen”, som er kælenavnet for KFUMs Soldaterhjem i Camp Bastion. Her er vi nede for at få et indblik i, hvad dette hjem betyder for de udsendte soldater i Afghanistan. Torben er fundraiser og har meget brug for - på egen krop at se hjemmet fungere i praksis.  

”Kuffen” er på mange måder en anakronisme, der trækker linjer tilbage til ”de gode gamle dage”, hvor mor – her ”Kuf-mor” - stod i køkkenet og bagte brød og kager og samtidig gav sig tid og rum til en god og fortrolig snak, når noget pressede sig på. I Kuffen findes også ”Kuf-far”, som hygger og snakker og samtidig står for de mere praktiske opgaver såsom at hente friske forsyninger af sodavand og andet proviant til brug i ”hjemmet”.

 Man fornemmer straks en utrolig varme og inkluderende kultur, når man træder ind i rummet her; ingen går forgæves. Hjemmet er oprindelig skabt til de danske soldater, men besøges i lige så høj grad af engelske og amerikanske soldater. Alle nyder de åbenlyst at mærke ”den hjemlige” hygge – stedet, hvor ingen stiller krav om noget som helst… Her er kerneværdierne omsorg, nærvær, empati i forhold til hver enkelt soldats situation – høj som lav af rang. Det er som om den varme kaffe og det nybagte brød virker som en ventil for at lukke op for de tanker, der presser sig på og venter på at blive bearbejdet.

 ”Kuffen” råder over tre guitarer og et el-klaver; disse instrumenter er konstant i brug. Soldaterne slapper tydeligvis helt af, når de kan sidde stille for sig selv eller i mindre grupper for at spille de sange og melodier, de holder allermest af. Lørdag kom tre franske mandlige sygeplejersker for at bage deres lokale yndlingstærte fra Normandiet; ”Tarte Tatin”! Og de NØD det; både at frembringe kagen fordi det var en god gedigen fransk opskrift fra deres hjemegn, – og fordi de kunne vise deres taknemmelighed for, at de havde måttet bruge ”Kuffen” som deres andet hjem, mens de gjorde tjeneste på felthospitalet.

 Nye udfordringer

Mandag morgen går turen til Camp Price, hvor vi skal køre i militær konvoj. Price ligger ca. 30km sydøst for Camp Bastion, men det tager godt 1 œ time at køre turen! Her skal vi være til onsdag, og hvis vi er heldige skal vi flyve tilbage i helikopter. Dette vil vi fortælle meget mere om i vores næste nyhedsbrev!

Koen er et dejligt dyr.

Rolig som de færreste står den der !

Tager sig tid til at spise sin mad - og udfører samtidig en vis bevægelse - langsomt men sikkert tygger den sig fremad her i livet - et skridt ad gangen….

I Italien er køerne også på spil.

Med klokker om halsen går de rundt i bjergene, og selvom man som pilgrim lever meget i nuet, som man jo skal og bør! – kan synet og lugten af en malkeko nok få mig til at tænke lidt tilbage. - Både på min barndoms køer på landet, men også på dem, der flere somre igennem har tygget drøv i Randalshaven i Fredericia. Det er, som om de dyr forfølger mig, og jeg har slet ikke noget imod det!

På mange måder er det med den katolske kirke som med en god italiensk malkeko!

Og mens jeg har vandret fra kirke til kirke i de bjerge, hvor både køerne og kirkerne befinder sig, har jeg jo haft god mulighed for at betragte dem begge.

Det begyndte med en samtale, som jeg fik mulighed for at få med en katolsk professor i læren om Jomfru Maria (Mario-logi) – ansat ved et universitet for teologistuderende i Rom. Jeg spurgte til hans syn på den katolske kirkes situation lige nu. Vi talte om mulighed for ændringer i det tunge og store magtapparat, om sølibatets afskaffelse, som nok kan være tiltrængt osv.

Han var ikke uden optimisme. Problemet er, sagde han, at det vil medføre en hel masse andre ændringer, som Italien slet ikke er klar til. Alligevel troede han på, at det snart vil ske. Den rare professor, håbede med andre ord på ændringer og virkede opmuntret over mit besøg.

Og så var det, at jeg igen kom til at tænke på de langsomme køer. For også de overrasker.
Måske er de slet ikke så ubevægelige, som vi går og tror….

Da jeg næste dag skulle følge deres spor på en rigtig ko-sti, fik jeg nemlig nok at se til. Alberto, som var vores italienske guide, havde igen tilkaldt en lokal, for overhovedet at kunne finde stien og klare turen. Selv tog han sin bil – for at møde os ved dagens mål. Og så gik det ellers derop ad.

Turen var hård, smuk og ret fantastisk, og da vi nærmede os toppen, var vi spændte på udsigten. Det viste sig først og fremmest at være udsigten til en stor flok hvide tyggende køer.
Tænk, at også de har fundet vej helt herop tænkte jeg. Man skulle tro, det var umuligt for sådan et stort og tungt dyr at være bjergbestiger – og så i den varme… Men nogen gange er dét, der ser ubestigeligt ud, jo alligevel en mulighed.

Hvem ved, om den katolske professor alligevel ser klarere på den katolske kirkes muligheder end en kritisk protestant som mig, der nok kan synes, den kirke står i stampe og bør reformeres her og nu?

Måske skal de bare - som en god og rolig malkeko – have tiden, før de sætter sig i bevægelse….

Lige kommet hjem fra en fantastisk og skøn vandring på ”Via appia”- gennem italienske landskaber, vil jeg give et par stemninger og møder videre til jer, der har fulgt min forberedelse og forventning til pilgrimsvandringen i det sydlige Italien.

Lad mig begynde ved den morgenstund i byen Fondi, hvor de tre italienske kvinder på min egen alder gik med gruppen (italienere kom og gik, var med på en dagstur eller to, og så var der jo mulighed for at gå og snakke… ).
Louise, Francesca og Lusiannah hed de, og de stod allerede ved statuen med byens skytshelgen San Roco, da morgenritualet gik i gang. Dvs.: overdragelse af vandrestaven med nationernes flag (et fra hvert land som deltager), Fadervor – bedt på alle de sprog, der var repræsenteret i gruppen, en morgensang, gode ønsker og bønner for dagen og så ellers af sted mod bjerget i baggrunden.
De italienske kvinder var i front – friske og med en god fart gik de af sted - opsatte på at følge med til vejs ende ca. 26 km gennem fladt land, men også ad bjergstier.

Først på dagen var der overskyet, og vi gik langs en mindre og asfalteret vej - gennem småbyer, mellem vinmarker og citrontræer. Hundene gøede, hanerne  galede i morgengryet, fårene brægede, og midt i det hele var det naturligste af verden en god`”kvinde-snak” hen over landegrænser og trosretninger .

På det tidspunkt havde vi gået et par timer og var faktisk allerede sultne. Vi var også kommet over sprogbarrieren, der hvor italienerne begynder at tale engelsk, og jeg bliver bedre til at tyde deres italienske gloser. Her var det, at de sagde det ligeud til mig i forbifarten:
Vi går og taler om kager og andre søde sager.”!!! Du skulle smage Lousiannahs citronmarmelade, eller hendes kiwikager!
Hov, tænkte jeg, det falder helt uden for kategorierne af de spirituelle vandringers temaer – langsomhed, stilhed, åndelighed – alt det jeg havde læst om før afrejsen. men hvorfor ikke - mad har jo altid været vejen – ikke kun til maven men også til hjertet!! Og på den måde begyndte, hvad jeg vil kalde en hjertelig snak, som den sagtens kan forme sig mellem mennesker, der aldrig har mødt hinanden før og nok heller aldrig gør det siden og måske netop derfor kan tale så åbent og direkte med hinanden på en landevej på et ukendt sted … Det blev  til snak om følelsen af frihed, om en enkelt dag i det bekymringsløse univers, som naturen kan være, om sygdomme, arbejde, om tro, hus, hjem, mand og børn.

Ind imellem grinende vi som fjantede piger, solen kom op på himlen og varmede os, og pludselig hørte vi sækkepiber i det fjerne. Det var en lille kommission fra de kommunale myndigheder, der var ankommet sammen med guider fra en nationalpark i området. Med musikere, mad og vin i lange baner blev vi modtaget. En politiker takkede os formelt og gæstfrit, fordi vi deltog i turen.

Vi sang en vandringssang for dem, der var mødt frem, snakkede og gik videre med ny energi. En energi der var affødt af den gode lokale vin, æggekagen, pølsen ………. og marmeladen – naturligvis. Og god var den! Lige så god som Lousiannahs mente mine tre nye veninder….  

Så kom bjergbestigningen – ad smalle stier, hvor vi hoppede fra sten til sten – gik gennem tjørnekrat og så et utal af smukke blomster, buske og oliventræer. Duften af timian var stærk, og solen bagte.

Og da vi nåede bjergtoppen, var der en flad lysegrøn græsmark- som et skjult Paradis lå den der på toppen af et bjerg. ”Mio marito non ci credera,” – blev den ene af italienerne ved med at sige – ”Min mand vil ikke tro det ” – underforstået: tro, at hun havde gennemført det så langt, oplevet det, hun havde osv. …!

Senere trak uvejret op, det tordnede, og vi havde stadig 6 km tilbage i bjergene, plus et besøg i et Jupitertempel. Det var her, Francesca, Louisiannah og Louise valgte at tage med en bil til landsbyen Terracina. Her mødte vi dem igen under en vinstok på en tagterrasse med udsigt over bjergene. Vi var glade, overstadige, trætte og taknemmelige for en skøn dag.

Ikke underligt, at også H. C. Andersen engang var begejstret for at leve på de kanter. Vi mindedes ham med et eventyr, spiste lidt  mere marmeladetærte…. og var mere end klar til at gå i seng.

Kvinderne så jeg ikke igen. De skulle på arbejde næste dag. Og for mig selv gik jeg jo videre på vej mod nye overraskelser, som også nok kunne få mig til at tænke, at det her både var for godt til at være sandt og nok også mere, end  min mand vil tro, når jeg fik mulighed for at fortælle ham om det …… !!

Kære alle.

Endnu et nyhedsbrev skal I have.

Dagen efter vores sidste nyhedsbrev blev der afholdt en koncert her i lejren for de danske soldater. Koncerten var med Veteranerne, Shu bi dua folk. Det foregik på arealet lige uden for vores terrasse. Det betød, at mange af vores danske soldater og rigtig mange englændere, amerikanere, australiere osv kom. Per havde i dagevis glædet sig til at hører dem. Han hørte så galt en cd med dem i dagene op til! Rigtig godt for den gamle mand!!!

Det betød, at vi havde rigtig travlt med at lave kaffe og sælge kolde sodavand. Per kørte hele aftenen i pendulfart fra depotet til kuffen med nye forsyninger af sodavand. Det var en rigtig hyggelig aften med rigtig god stemning. Godt, at de spillede så højt, at de kunne høres inden døre også.
Godt, at vi har trofaste hjælpere, når der skal ryddes op efter sådan et arrangement.

Torsdag d. 8. april kom der endnu et fint besøg. Vores nye forsvarsminister Gitte Lillelund Bech besøgte vores soldater. Det var ikke uden transportmæssige problemer, og derfor blev det først varslede besøg med tid på soldaterhjemmet ændret fra tirsdag til torsdag. Det blev til et besøg, hvor alle de danskere, som var her i Bastian, samledes på terrassen for at høre, hvad hun havde at sige til dem. Det er altid festligt, når soldaterne samles her, så er det vigtigt med ekstra kaffe og kage til kaffen. Almindeligvis serverer vi kage til kaffen kl. 15 og 20 hver dag, men når der sker noget ekstra, må der lige en kage til. Det nyder vores gæster jo også godt af. Ministeren kom med sit følge og kom straks ind for at få en kop kaffe, inden hun skulle tale til ”drengene”. Vi benyttede chancen til at få hendes autograf på ruden, samt et foto!!

Hun holdt en fin tale til soldaterne og opfordrede derefter til, at hvis nogen havde spørgsmål, kunne de komme. De blev efterkommet. En hyggelig formiddag, hvor hun trods et stramt program, gav sig tid til at hilse på os og nyde endnu en kop kaffe. Ministeren skulle flyve videre og med det fly, som hun skulle med, kom Torben og Elise Venndt. Per kørte med ud til flightline for at hente dem.

De blev indkvarteret og fik noget at spise. Per viste dem lidt rundt, og jeg passede butikken imens.
Resten af dagen slappede de af. 

Elise og Torben havde hilsner og breve med til os, og en lille buket forår fra Ninnas have. Tak for det. Rakel har sendt en dejlig lille blomst, som kører på solceller, den har rigtig travlt og bliver beundret. En magisk bønne er også ved at spirer frem, også fra Rakel. Vi venter spændt på, hvordan den bliver.  

En fredag var vi inviteret på besøg i Su ra bak, hvor der uddannes lokale afghanere ANA, (den nationale hær). Der arbejder ca. 15 danskere. De er altid optaget af arbejde søndag formiddag, hvor vi har dansker-morgenmad. Det havde de flere gange beklaget. Derfor blev vi enige om, at de skulle komme en fredag (som er afghanernes helligdag) til frokost. Det blev så den første dag, hvor Elise og Torben var her. Vi hjalp hinanden med at gøre klar – jeg havde fundet medisterpølse i fryseren, rødkål, en stor dåse tun og ananas, æg og tomater. Rygtet gik, at de selv ville medbringe sild, spegepølse og ost. Det blev en mægtig succes. Ikke et øje var tørt.  

Kort før fik vi besøg af tre franskmænd – sygeplejersker, som ofte har drukket kaffe hos os. Vi har ofte talt med dem, og de har tydeligvis nydt at have et sted. Der har kun været ca. 80 franskmænd med tilknytning til englænderne.

Disse tre fyrer kom nu med franske specialiteter, noget pølse, Saucisson (okse-pølse) foie gras, oliven mm. Det var godt, at Elise og Torben kunne fortsætte forberedelserne til frokosten, så vi kunne nyde disse lækkerier. I løbet af snakken hen over dette, sagde en af dem, at han havde lyst til at komme og bage en speciel fransk æbletærte. Aftalen blev, at han skulle komme næste formiddag, og at vi så skulle spise tærten efter frokost.

De kom to fyrer – en til at skrælle æblerne, og en til at lave dejen. Det var nu ikke noget, han var særlig erfaren ud i, men tærten blev vidunderlig. De nød, at servere den for os. Her nød vi godt af Elises fransk kundskaber. 

Lørdag skulle Elise og Torben passe biksen om eftermiddagen, bage vafler. Det gik da også meget godt en kort tid, men så forsvandt strømmen… det er nu ikke det sjoveste, når alle har sat sig for at kigge ind på Kuffen for at få varme vafler!!! Kaffen slipper hurtigt op. Per og jeg gik lidt på opdagelse og kom forbi et sted, hvor de havde en nødgenerator. Her havde de en kaffemaskine, så vi hentede nogle tomme kander, som vi fik fyldt op. Godt med gensidig hjælp. Efter et par timer kom der strøm igen. 

Vi nød en søndag aften, hvor vi kunne sidde på terrassen og snakke med soldaterne. Sidst på aftenen tog vi dog over igen, da Elise og Torben skulle af sted til Price mandag morgen kl. 05.30. I skrivende stund er de der stadig. Planen var, at de skulle være der tre dage, men Ruth har fået travlt og har bedt om, at de bliver der på ubestemt tid. Det er fint, at hun kan få lidt aflastning, det er mange timer at være til rådighed.

Vi har efter en periode med rigtig mange engelske soldater fået det lidt mere normalt. Dagene med alt for mange englændere gav mange overvejelser om, hvordan vi kunne rumme dem og stadig gøre det til et attraktivt sted for vores egne soldater. Vi erfarede, at nogle af vore egne undlod at komme, og derfor måtte vi finde en løsning. På nogle få borde satte vi skilt op: Reserveret for danske soldater (på engelsk), men englændere læser ikke særlig godt! Det har betydet, at vi jævnligt har måttet bede nogen om at flytte sig for, at vore egne kunne få en plads. Det er ikke særlig rart. Nogle af de unge transportfolk har følt sig klemt. Desuden er de ofte ude at køre også, når vi har serveret vafler. Derfor tilbød Per dem forleden, at han ville komme over til dem med vaffel-dej, is mm. En af gutterne kom med en trillebør og hentede alt grejet: 5 vaffeljern, dej, syltetøj o.s.v. alt, hvad der skal til. Det nød de. En mente, at det gerne måtte blive en tradition. Det er altid godt at blive set. 

Her går dagene nemt ud i hinanden, og det kan være svært at huske at se nyheder, eller hvilken dato det er. Vi forsøger at fastholde det ved ugens aktiviteter. Onsdag er lig med banko, lørdag er vaffeldag, og søndag er der dansk morgenmad. Alt sammen højdepunkter i ugen.

Vi prøver også at finde på andre ting, som kan skabe adspredelse. Fyren, vi vist tidligere har omtalt, som spiller steel drum, har været her flere gange. Det giver en hyggelig atmosfærde. 

Her fredag var vi jo ”nødt til” at fejre dronningens 70 års fødselsdag. Vi er jo nogle, som er royale, og som derfor naturligt bakker op omkring festligheder. Derfor indbød vi til fødselsdagsfest på KFUM kl. 20.00. Alle var velkomne, og skulle man have lyst til at pynte sig, var det også ok. Alle kom, som de var i uniform. Kan man forvente mere.

Per og et par gutter hængte flagguilanter

Vi producerede to store lagkager, en med dronningen monogram. Da jeg om eftermiddagen spurgte gutterne, om de ikke lige kunne hjælp med en tegning – vupti, så tegnede en af dem lige monogrammet!! Så var det jo bare lige at få det på kagen.

Det blev en rigtig hyggelig aften. Per havde i gemmerne fundet noget alkoholfri champagne, så da alle havde fået et lille glas i hånden, udråbte en af befalingsmændene en skål for Hendes Majestæt Dronningen. Forinden havde vi sunget nationalsangen. Herefter blev lagkagerne spist!

Per havde fundet en qvis om danske dronninger gennem tiden. Efter alt dette var det tid for aftensang. En dejlig aften hvor der igen var en flok som hjalp til med at klare de praktiske opgaver. Ja vi har det bare super godt. Da det var blevet lukketid kunne jeg lige sætte mig ind og se og hører talerne til dronningen. Ja, så var det også sengetid.

I dag kom adskillige og sagde tak for i går. Det er jo helt fantastisk. Så kan vi klare endnu nogle dage.

Per har igen serveret varme vafler og i dag med is til. Det gjorde lykke. 

Det kan godt være, at det lyder, som om vi bare klare det hele, det gør vi måske også, men der er også tider, hvor vi er trætte og på skift tager en slapper, enten under dynen eller i solen – gæt selv på fordelingen…! Alt i alt er det rigtig godt, og hvis vi ser trætte ud, er der straks nogen, der passer på os. Vi har vores morgenmadshold. En flok, som har fundet ud af, at de er mindre stressede, hvis de spiser deres cornflakes ovre hos os om morgenen, så de ikke skal stå i kø i mad teltet. De sætter gerne en kande kaffe over eller hælder en op, hvis vi ikke lige er der.

 Dette var hvad vi havde valgt ud til dette nyhedsbrev.

 Tak for hilsner, forbøn og praktisk hjælp!

 Med kærlig hilsen

 Per og Merete

Kære alle. 

Endnu 14 dage er gået med mange gode indtryk og spændende oplevelser. 

En eftermiddag faldt Per i snak med en fyr, som han også tidligere havde talt med. Han er fra De Forenede Arabiske Emirater og arbejder for amerikanerne. Han indbød os til samme aften at komme over i den Amerikanske lejr Leatherneck, hvor der var fest i anledningen af Bahrain Dag. I den amerikanske lejr er der en gruppe fra Bahrain, som fungerer som politi. Vi forstod ikke helt, hvad det gik ud på, men vi fik en tegning over, hvor vi skulle være præcis kl. 19.00. Vi sagde ja tak til invitationen. Vi fik lånt en bil, så vi kunne kører over i Leatherneck . Vi satte kaffe og kage frem og lavede et skilt, hvorpå der stod, at man måtte lave noget mere kaffe selv. Da vi kom derover – i den nederste ende af deres 3 spisetelte var der opstillet forskellige boder og hængt diverse plakater og flag op. Det vrimlede med fotoglade gutter fra Bahrain. Jeg ved ikke, hvor mange af dem, der tog billeder af os – vi skiller os jo lidt ud ved at være civile.. Flere af dem har vi set her på Kuffen, så de ville gerne tage i mod os. Den amerikanske Commander blev ført ind til festen, som begyndte præcis kl. 19.00. Han skulle smage de forskellige specialiteter fra Bahrain, dadler, arabisk kaffe, diverse småkager og noget super lækker dessert. Noget stiv siruplignende kogt med safran og måske dadler. Tilsat nødder. Det smagte rigtig godt, men efter nogle få skefulde var man rigtig godt fyldt op af søde sager.

Medens Commanderen (som ofte drikker kaffe her hos os) blev ført rundt, kom han hen til os og takkede for, at vi bakkede op om arrangementet, og at vi altid var velkomne i hans lejr. Det var meget positivt og glædeligt, han havde ikke behøvet bruge tid på os.

Da han var blevet vist rundt – blev der almindelig uddeling af diverse smagsprøver. Vi følte os rigtig godt taget imod – alle ville gerne indbyde os og gerne have taget billeder samtidig.  Vi blev iklædt det lokale dress og fik diverse smagsprøver.

Da vi nu var kommet over i den Amerikanske lejr og havde bil, kørte vi til den Amerikanske PX -AAFES, hvor vi fik købt diverse sodavand og slik til salg.

Da vi kom hjem, var der gang i kaffebrygningen. Vi har nogle af de faste (gamle på over 40!!), som træner til at blive KUF far og mor!!!, De havde klaret kaffebrygning og sat kagen frem. De synes, det er fint, vi tager ud og oplever noget.

Ja, der er mange måder at træne på – en af kaptajnerne træner til at blive Kufmor – det betyder, at han er nødt til at sidde i solen minimum15 min hver dag!!! – Jo, det er et hård job!

Her mandag var jeg (Merete) en tur i Price for at besøge Ruth. Jeg fik lov at komme med helikopter derud. En Merlin 101. Det var en flot tur. De flyver meget lavt af sikkerhedsmæssige årsager. Bagklappen lidt åben så de kan forsvare sig. Jeg var heldig at sidde, så jeg lige kunne se lidt ud af åbningen. Det er et land med meget øde områder, og så er der pludselig nogle grønne områder – der dyrkes mange valmuer til opium…  Jeg så kameler, fåreflokke og mange af de comphouse, de lokale bor i. Jeg var i Price ca. kl. 16.30. Ruth viste mig rundt i den lille lejr, som udover danskere bebos af Britiske og Amerikanske soldater. I forhold til Camp Bastian er det en meget lille lejr. Alt er meget tæt og overskueligt. Vi var en tur oppe i vagttårnet. Herfra kunne vi se hele lejren. Vi gik rundt og endte med at spise aftensmad i den amerikanske lejr. Det var virkelige ikke noget særligt. Det er rigtig ”lejrmad” og sikkert, som det er i USA også. Der er stor forskel på maden i det amerikanske og i Cookhouse, som er det engelske spisetelt.

Det var en stille dag, mange af de soldater, som hører til i Price, var ude på de små FOB’er, samt i gang med at genetablere nogle kontrolposter, som den lokale politi ANP tidligere har stået for.

Om aftenen spillede vi spil med de få, der var der. Langt hen på aftenen lykkedes det os at finde den officer, som vidste, hvor jeg skulle indkvarteres…!

Det er ikke helt så let at sove i et telt med andre, som dukker op i løbet af natten..! Biler som kører og diverse andre nye lyde. Nu har jeg jo efterhånden vænnet mig til lydene her i Bastion. 

Næste morgen gik vi efter at have sat kaffe over og spist lidt morgenmad over til ham, som skulle vide, hvornår jeg kunne komme med helikopteren hjem igen. Han mente ikke, jeg var booket. Jeg vidste, at der skulle køre en transport hjem om aftenen, så jeg henvendte mig til ham, som er ansvarlig for personer, som skal køre med. Det betød, at jeg først kunne komme med om aftenen.

Det var ok – så fik Ruth og jeg en hel dag sammen.

Kl. 10 om formiddagen tre dage i ugen kan de lokale komme til lejren for at blive tilset af sygeplejersker og læger. De bliver hentet og visiteret ved vagtområdet, før de bliver kørt ind til Lindenau Clinic. Først er det mændene og derefter kvinder og børn. Mens mændene bliver tilset sidder kvinderne og børnene under et halvtag. Ruth havde lidt frugt, blyanter mm, som hun delte ud til børnene. Hun forsøger at få dem til at stille op på række… ikke nogen let opgave. Det er ofte de samme, der kommer hver uge – måske også for at få lidt adspredelse.. Børnene flokkes om Ruth og tigger det bedste, de har lært med store øjne. Rigtig kønne børn, som ikke har de bedste vilkår set med vores øjne.

Ruth har altid syprojekter i gang, så det hjalp vi hinanden med. Forklæder, en der lige skulle have repareret en frakmentionsvest og en, der havde revet en uniform itu.

Vi bliver mere og mere internationale! De sidste par onsdage har der været udlændinge fra mindst 5 lande med til Banko, så jeg (Per) må råbe numrene på både dansk og engelsk. I onsdags sad der endda en pige og oversatte til russisk for nogle af hendes kammerater.  

Ved aftensangen synger vi også nogle sange på engelsk, selv om vores udvalg er ret begrænset. Mine sproglige evner rækker desværre ikke til at holde andagten på engelsk, men de udenlandske soldater ser faktisk lyttende til. Flere af dem kommer og takker bagefter, fordi vi inkluderer dem! Der er også både engelske og amerikanske soldater, som benytter sig af tilbuddet om et gratis kors. Det kan vi også let honorere, for vi har fået en del kors af de engelske feltpræster, som i øvrigt ofte kommer på soldaterhjemmet.  

Efter bankospillet og både før og efter andagten var der en englænder, der spillede på Steeldrums. Meget hyggeligt!

Forleden fik vi det helt store overblik over vores lejr. Camp (de soldater som fungerer som lejrens viceværter) har en lift, som kan gå op i 14 m. Der fik vi lov til at komme op og se hele området. Det er rigtig stort – og der er gang i den helt store udvidelse. 

Det bliver, hvad vi kan fortælle denne gang. Tak for gode hilsner hjemmefra og for jeres omsorg og forbøn. 

Med kærlig hilsen Per og Merete

Læs nyhedsbrev 2 her

 17. marts 2010

– vejen er lagt om!

Når man forbereder en længere vandring, sker der ting undervejs. For et par uger siden var jeg overbevist om, at jeg ville gå ad Caminoen til Santiago de Compostella i Spanien. Det vil jeg ikke mere. Med andre ord: vejen er lagt om! Jo mere jeg fik at vide om spaniensturen, jo mere usikker blev jeg på, om det nu også var det, som jeg ville, havde lyst til og kunne klare.

Mens jeg gik og overvejede sagen, kom der pludselig et godt tilbud om at tage med på en vandring i syd- og mellemitalien i april (ca. 350 km's vandring).

Det er en international vandring arrangeret af italienere ”Gruppo dei Dodici”, som igennem nogle år har arbejdet på at genskabe den gamle pilgrimsvej mellem Rom og Jerusalem: ”Via Appia”   eller ”Via Francigena del Sud” (den gamle pilgrimsvej fra Rom sydpå mod Jerusalem)

Når pilgrimmene i middelalderen drog ud på den lange vandring fra Rom videre mod det ultimative mål for enhver pilgrim - ”det hellige land”,  fulgte de netop den rute. Den følger i store træk den antikke romerske hærvej. De gamle og flotte brolagte vejstrækninger er stadigvæk synlige og til at gå på - især lige uden for Roms bymur, hvor vejen går forbi kirker, katakomber, pragtvillaer m.m.

Vi skal vandre gennem de romerske Albanerbjerge, langs havet og gennem skov. Og til sidst i audiens hos paven…………!

Jeg skal gå sammen med en lille gruppe danskere (bla. fra Bellahøj kirke), 12 italienerne, en gruppe englændere og nogle nordmænd – i alt 22 vandrere.

Vi skal besøge klostre og kirker undervejs – gå ca. 20 km om dagen – dyrke fælleskab og venskab .... alt sammen i apostlenes fodspor!!

Nu  forbereder jeg mig med andre ord til den italienske natur og temperatur, som almindeligvis er perfekt til vandring i april, men også til at vandre sammen med andre - og altså være i et fælleskab.

- I stilhed og i samtale. 

Jeg er sikker på, at det er professionelle guider, vi har med at gøre!

Og skulle vi alligevel fare vild, er det jo godt at vide - at alle veje fører til Rom !!

Merete og Per Henriksen arbejder sammen på et soldaterhjem på Camp Bastion i Afghanistan. Du har på deres blog mulighed for at kommentere deres oplevelser eller blot sende dem en hilsen.

	Hvordan bruger du bloggen
	Når du er kommet ind på bloggen, ser du det nyeste indlæg. I højre side er der en rubrik med kategorier, her kan du vælge, om du vil læse Elins blog, eller Pers og Meretes blog fra Afghanistan.
	Hvordan skriver du kommentarer
	Under indlægget kan du klikke på kommentar
	Her kan du skrive din kommentar og sende den. Du skal IKKE udfylde rubrikken med website. Vi glæder os til dine kommentarer.

Nyt fra Elin
24. februar 2010
Med sneglefart .  Den helt store sportskvinde har jeg aldrig været,selvom jeg da ind imellem har forsøgt mig med gymnastik og sågar med løb!! At løb i naturen ikke er blevet en uundværlig del af mit liv, kan jo have så mange årsager. -Når det er sommer, er jeg f.eks  nødt til at standse op og plukke blomster i vejgrøften. Nysgerrigheden eller forundringen over naturens vidundere vinder med andre ord over selvdisciplinen. -Kommer et dådyr springende, kan  jeg da heller ikke bare løbe videre, som om ingenting var sket og sådan er der hele tiden forhindringer på min vej, som sætter farten ned. Løb bliver  til gang eller går helt i stå.
Mellem” pilgrims-folket” er der fuld forståelse for det!!  Her er det faktisk slet ikke tilladt at sætte tempoet for højt op. 4  til 5 km i timen, siger man, ellers får man slet ikke sjælen med. Ja, man dyrker ligefrem langsomheden som et nøgleord, -sammen med andre skønne tilstande som: enkelhed, stilhed, frihed, fælleskab, åndelighed og bekymringsløshed. Det er alt sammen noget, jeg har lyst til at lære  – mest fordi det danner en god modpol til det, jeg og mange andre med mig ellers er omgivet af, og som enhver af os vist hurtigt kan få for meget af: - støj og larm, at være bundet af kalender og tidsplaner, unødige bekymringer, al for stor mangfoldighed, for mange valgmuligheder osv. osv.
Langsomheden er dog det bedste og vigtigste af dem alle, tænker jeg. Den vil jeg dyrke – med 4-5 km i timen. Men kan man så nå det hele?  Kan man holde varmen og holde dampen oppe? Ja,  det kan man, siger de erfarne. Det handler om at skynde sig langsomt, og så når man alligevel det vigtigste her i livet. -Jeg er så småt begyndt og lægger gerne løbeskoene helt fra mig !!   Det er vist for øvrigt en gammel visdom, som trænger til at blive støvet af. I al fald er der meget, der tyder på, at vore gamle salmedigtere havde syn for langsomhedens velsignelse. De tog sig jo tid til at lægge mærke til det, der var omkring dem og talte til dem. Blomster, fugle, træer og blomster, - men også børnene.. Ingemann er bare en af dem. Han var som barn bla. forgabt i sneglene i sin barndoms store præstegårdshave på Fyn, og dem glemte han aldrig. Derfor er sneglen, der ” med hus på ryg vil vandre”,  et af naturbillederne i hans salmedigtning ( Nu titter til hinanden de favre blomster små ) Det var her, han begyndte – ved små-krybet, -ude i Guds frie natur.  Jeg vil gøre som han. Se og lytte til det, der er omkring mig her og nu ..og gerne med sneglefart !!

9.februar 2010

”Pilgrim” - en verdensfjern galning .eller ??? Når man  tager orlov fra sit præste-embede og fortæller, at man agter at gå en pilgrimsvandring, får man reaktioner. De er ikke alle lige begejstrede, selvom den gode vilje til forståelse selvfølgelig er der! ” Ideen lyder da meget spændende” –  kommenterede et af mine teenagebørn - ”det er bare det der ord pilgrim, - det virker mærkeligt og irriterende!”   Og det er måske sagen i en nøddeskal. Natur, eventyrlyst og vigtige samtaler på en smuk bjergsti – det er, hvad de fleste af os har lyst til. Men det andet - det åndelige - som ligger i pilgrimsvandringens idé  og altid har gjort det – ja, det virker straks mere fremmed - og ”som lidt for meget af det gode”.  Sådan reagerer i al fald nogle. Men sådan har svenskerne det bare ikke! Det fandt jeg ud af. da jeg i forrige uge var med på en konference i Vadstena, som handlede om pilgrimsteologi. En slags optakt til min studieorlov, som jeg netop er gået ind i – en orlov, hvor jeg skal læse om og praktisere pilgrimsvandringen. Svenskerne er vant til at snakke om tro på en anderledes personlig måde, end vi er, og end vi normalt synes er klædeligt. De glider let og elegant over i samtaler om Gud og menneske, og den blufærdighed vi som danskere har - og som jeg egentlig godt kan lide – ja, den bærer de ikke på samme måde med sig. Det har sikkert noget med temperament, folkesjæl og historie at gøre. Men vel også med det, at svensk kristendom praktiseres på en anden måde end dansk. Her vandrer kirken jo af sted ude i naturen – langt mere end i Danmark - og det skaber andre samtaler og åbner nye rum. Fromhed er ikke et ”fy-ord” og sammen med den katolske tradition for ritualer, bliver det til en cocktail, som pilgrimsbevægelsen der har taget til sig. ”Gyd i dæj” (Gud i dig) sagde en svensk pilgrimspræst fra pilgrimscenteret i Vadstena f.eks. Det blev sagt under en beskrivelse af pilgrimsideens indhold – sagt uden forbehold og med stor frimodighed. Ja, det er Gud da, tænkte jeg. Det er sandt nok, for vi er jo skabt i Guds billede, det ville også en Grundtvig kunne skrive under på. Men samtidig klingede der for mig en snært af pietistisk inderlighed med, som jeg ikke er med på og ikke selv kunne finde på at bruge. Det lød i første omgang som indadvendt og verdensfjendsk omvendelses-kristendom, som jeg synes, kirken i Danmark for længst er ”kommet over”. For selvfølgelig var der liv i de gamle omvendelsesbevægelser, men de lukkede sig også omkring sig selv og forkvaklede menneskers forhold til troen. Gjorde den åndelig på en måde, som gjorde livet her til ”en jammerdal”. Hvad er egentlig forskellen mellem de verdensfjerne tendenser i de bevægelser og de vandrende folks mission? Ja, tiden er jo en anden og sproget et andet. Men hvad med indholdet i selve sagen?  ”Gud i mig” er jo kun en del af en sund trosopfattelse. Gud i mit medmenneske, og Gud i det almindelige og håndfaste liv er, som jeg tænker det, mindst lige så vigtige dele. Eller Gud som det, der ligger helt udenfor mig. Men har vi så alligevel glemt, at den mere personlige del af troen også er til at tale om og værd at sætte ord på? -i kirken, i naturen og andre steder.  At vores eget livs udvikling altid er ”en indre rejse med Gud”! En rejse, som bliver styrket, bliver tydeligere, når vi foretager en ydre vandring. Og kan selv vi danskere tage hul på det – uden at havne i gammeldags pietisme? Det tror jeg pilgrimsbevægelsen i norden har et bud på. Og her kommer de svenske præster og diakoner med deres frimodighed igen ind. For det var bestemt ikke pågående mørkemænd eller moralprædikanter, jeg her mødte. Tværtimod var det varme mennesker, som ikke virkede spor verdensfjerne. Hvem ved, måske er vi nået dertil, at selv svenskerne skal lære os noget (de, som vi ellers ofte tænker, skal lære af os - fodbold f.eks. vil nogen mene...) Men hvad er det så, vi skal lære?  Ja, det begynder åbenbart med, at man sætter den ene fod foran den anden. Som med så meget andet handler det altså om at prøve det! Det vil jeg så gøre. Og jeg skal nok rapportere hjem, når indsigterne er kommet .med svensk frimodighed - eller bare på dansk . (Kommentarer eller spørgsmål til mine tanker omkring min pilgrimsfærd i april modtages gerne på mail: ensk@km.dk)

	Fra Moss i Norge til Mols, fra Sydslesvig til Nordsjælland, fra sygehus til sofahjørne er denne nadver-gudstjeneste blevet set – og kommenteret. På forhånd havde jeg tænkt, at det måske godt kunne give nogle telefoniske hug, når det nu var et sakramente, der var temaet for gudstjenesten. Men der var ikke hug i luften i telefontiden - i hvert fald ikke hos dem, der kom igennem. Så i stedet for hug, får I et lille udpluk af de mange, mange positive kommentarer, der var til gudstjenesten. Fra Østerbro: ”Tak for den dejlige gudstjeneste og de dejlige salmer. Det var en god forklaring til det gyldne alter. Godt, at vi alle er Judas Jeg fik tårer i øjnene af det” Inge (på plejehjem): ”Jeg deltog selv i  nadveren undervejs – det gjorde vel ikke noget?”               Kirsten: ”Jeg synes, at det var en rigtig god ide at fejre nadver på en ny måde, som I gjorde det ved denne gudstjeneste og sådan som man måske gjorde det på Jesu tid. Jeg tror, at mange i dag kunne have brug for at mærke fællesskabet. For selvom man går i kirke, så oplever man ikke altid fællesskabet”. Maria:                       ”Må jeg ha lov til af hele mit hjerte at sige tak for den gudstjeneste, jeg har set. Det var så ægte. Det var en velsignelse at være med” Ruth: ”Jeg vil bare sige tak. Jeg er rigtig lykkelig for, at I holdt en nadvergudstjeneste. Jeg ville ønske, at der kunne være nadvergudstjeneste en gang om måneden i DR Kirken. Det savner vi, der ikke kan komme i kirke”. Så var der også en, der gerne ville høre Esajasteksten læst op. Og som ville høre om præsten tror, at der kommer en ny verden. Og om jeg måske kunne sætte dato på, hvornår det sker. Det sidste undlod jeg - men den smukke Esajastekst om fredsriget læste jeg selvfølgelig. Leif: Synes det var meget smukt. Det var bare det, han ville sige. Og det havde han siddet i telefon-kø i mere end 45 minutter for at få sagt. Arne sagde, at det havde været en stor oplevelse at følge gudstjenesterne fra Christianskirken, og føjede til: ”roses den, der roses bør, rises den, der rises bør”. Og så syntes han, at Bjørn Nørgaards altertavle – ja, det er jo flot! Jo, Bjørn Nørgaards altertavle er flot. Og for mig er det stadig stort, hver gang jeg går for det gyldne alter. Det er også mere end stort, at der er plads til os alle, kloge, tåbelige, judas’er omkring bordet. Og så er det gribende, når et fællesskab kan konstitueres, selv om der er tv-skærm imellem os omkring bordet i kirken og Jer derhjemme. Så at mange ikke siger, at de har set gudstjeneste, men at de har været med til gudstjeneste. Det var så sidste telefontid i denne måned. Med tak til alle I, som har ringet – eller mailet - og endnu engang en tak til alle, som medvirkede ved optagelserne – og alle I, som har set på – ønsker jeg Jer fred og alt godt.      Eva Jerg

Søndag 27. november		Saint Michael Voices		Jesu bøn
Mandag 28. november		Direktør for børn og kultur Vibeke Kinch		Pinseunderet
Tirsdag 29. november		Adm. direktør Hans Erik Brønserud		Moses med tavlerne
Onsdag 30. november		Minikonfirmander		Storm over Genezerat sø
Torsdag 1. december		Babysalmesangs-mor Nina Klindt Christensen		Noas ark
Fredag 2. december		Menighedsrådsmedlem Erik Rønnow		Jonas og hvalen
Lørdag 3. december		Skoleleder Ann-Marie Christensen		Uddrivelsen
Søndag 4. december		Provst Børge Munk Povlsen		Sodoma og Gomorra
Mandag 5. december		Sognepræst Holger Lissner		Johannes Døber
Tirsdag 6. december		Journalist Arne Mariager		Gud skaber
Onsdag 7. december		Generalsekretær for Indre Mission Thomas Bjerg Mikkelsen		Jesus og Satan
Torsdag 8. december		Elever fra Den kreative skoles musiklinje		Himmelfarten
Fredag 9. december		Formand for Fredericia Teaterforening Johannes Thorsen		Manna i ørkenen
Lørdag 10. december		Akutlæge Mogens Zarling		Den barmhjertige samaritaner
Søndag 11. december		Trekantens Veteranhjem Carl Bratved		Job
Mandag 12. december		Sundhedsplejerske Ruth Fibiger Olesen		Nadveren
Tirsdag 13. december		Garnisonspræst Peter Ø. Jacobsen		Fodvaskningen
Onsdag 14. december		Regionsrådsformand Carl Holst		Bjergprædiken
Torsdag 15. december		Medlem af byrådet Lars Ejby Pedersen og medlem af ungdomsbyrådet Cecilie Ejby Pedersen		Abraham og Isak
Fredag 16. december		Adm. direktør LEGO Koncernen Jørgen Vig Knudstorp		Babelstårnet
Lørdag 17. december		Foreningen Fodslaw Bodil Green		Bespisningen
Søndag 18. december		Korshærspræst Inge Pilegaard Thomsen		Via Dolorosa
Mandag 19. december		Bedemand Tommy Dueholm		Adam og Eva
Tirsdag 20. december		Christianskirkens Drenge- og Mandskor		Treenigheden
Onsdag 21. december		Væven		Jakobs kamp
Torsdag 22. december		Konfirmander fra Egumvejens Skole		Josef og brødrene
Fredag 23. december		Kirkegænger Berit Bjerg		Lazarus

 

Kontorbygningen til Kirkernes Hus bygges ved siden af Christianskirkens kontorbygning

Midt i november blev byggeriet af kontorerne til Kirkernes Hus påbegyndt. Foruden administrationsfællesskabet for alle 10 sogne i Fredericia Provsti skal den nye kontorbygning også rumme de administrative medarbejdere for Fredericia Kirkegårde og Fredericia Provsti. Den nye kontorbygning placeres parallelt ved siden af Christianskirkens nuværende kontorbygning. Christians Sogn har udlejet grunden til det nye byggeri for en symbolsk betaling.

Kirkernes Hus er en nyskabelse i Den Danske Folkekirke

Efter flere års drøftelse er samtlige sogne i Fredericia Provsti enedes om at samarbejde om fælles regnskabsfunktion og fælles personaleadministration og rådgivning. Desuden integreres Fredericia Kirkegårde i løsningen.

I foråret blev Jens Olesen ansat som administrationschef, og Hans Erik Jepsen blev ansat regnskabsmedarbejder. Begge har i øjeblikket arbejdsplads ved Fredericia Kirkegårde. 

Når den nye administrationsbygning er færdig, skal den rumme alle medarbejdere under Kirkernes Hus herunder de administrative medarbejdere i Fredericia Kirkegårde. Fredericia Provsti får også plads i bygningen. Der bliver både kontor til provstiets sekretær og provsten.

Bestyrelsen for Kirkernes Hus er bygherre for byggeriet. Totalentreprisen for byggeriet blev vundet af R.A. Ussing og Søn A/S, som følgelig står for byggeriet.

Parkeringspladsen foran kontorbygningen sløjfes. I stedet udvides kirkens parkeringsplads mod vest. Under byggeriet er kontorbygningens hovedindgang flyttet til sydsiden.

Torben Venndt 

Vi vil naturligvis følge byggeriet med billeder og tekst her på hjemmesiden.

	Lørdag 19. december kl. 14.00 inviterer Christianskirken til det traditionsrige krybbespil i kirken, hvor der på mirakuløs vis bliver roller til alle, når sognepræst Eva Jerg instruerer.
	Bagefter er der dejligt kaffebord i Christianshus og julesange omkring det pyntede træ. De gode gamle sanglege  bliver der også mulighed for at genopfriske, og der læses julehistorie. Om julemanden dukker op, véd man jo aldrig; men vi håber det, for der plejer at være slikposer til alle børn i hans store sæk!