Medier Med Mening

#mediermedmening

Fredag den 22. januar

“Da er med glæden man dobbelt glad
og halvt om sorgen så tung at bære” 

Hvis man har en glæde at dele med en anden, kan man opleve den fælles glæde akkumulere, så summen af glæde bliver så stor, at den er svær at rumme, og man får lyst til sammen at bryd ud i jubelsang. Enten bogstaveligt eller billedligt talt.
Glæden giver lyst til sang, og fællessang skaber glæde.

At være to om en sorg kan sætte gang i en anden dynamik.
Man kan blive bange for at drukne, hvis man simultant overgiver sig til sorgen.
Måske udløser det en overlevelsesstrategi, hvor den ene part får plads til at give sig hen til at græde ud, mens den anden instinktivt finder kræfter til tilbyde en skulder at græde ud ved.
På et tidspunkt kan det nærmest umærkeligt ske, at rollerne bliver byttet om, og på den måde kan man i fællesskab redde sig gennem uvejret, uden at gå til bunds.

Jeg har skrevet en sang om at græde på skift og le i kor.
Den hedder den “Cry in turns”, og herunder ser du både en dansk oversættelse og den originale, engelske tekst.
Hvis du har lyst til at høre sangen, ligger den her

Vi kan græde på skift:

Du tror du er ene om denne blues
Så her sidder vi igen
i stilhed
og venter på et smertefuldt øjeblik skal gå over

Jeg ved vi begge er skrevet ind i partituret
Må jeg ikke nok synge med på omkvædet?
Alle sange finder en udvej
Elegier og jubelkor 

Hvert åndedrag kan være en optakt
Hvert suk kan starte en frase

Og vi kan græde på skift
over glemte melodier
Og vi kan le unisont fordi vi,
et kort øjeblik,
troede vore harmonier var gået tabt 

Cry in turns: 

You think you’re in this blues alone
So here we are again
Waiting in silence
For painful moments to pass 

I know we’re both written in the score
Please, can I join the chorus?
Songs must find their way out
Elegies and celebrations 

Every breath could be an upbeat
Every sigh could start a phrase

And we could cry in turns
Over melodies we forgot
We could laugh in unison
At how we thought
Just for a second
Our harmonies were lost

Niels Nørgaard, korleder

Torsdag den 21. januar

En gang besluttede en høvding i Cameroun at invitere til fest for landsbyens mænd på torvet. Og der udgik indbydelser til alle mænd i byen. Der var kun en betingelse for at være med. Alle skulle bringe en kalabas med palmevin med til festen. Ellers fik de ikke lov at være med til festen. En mand i landsbyen havde vældig lyst til at være med til brylluppet, men han var temmelig nærig, så han ville ikke ofre noget for at være med. "Skulle jeg virkelig bringe vin for at komme til fest, tænkte han - Ikke tale om jeg vil. Men efterhånden som dagen for festen nærmede sig, blev han for fristet, og så fik han en ide. Han kunne jo fylde en kalabas med vand. Skikken var nemlig, at det vin som man bragte med sig skulle man hælde i et fælles kar på torvet, og ingen kunne vel smage om en enkelt havde hældt en kalabas vand i i stedet for palmevin.

Tilfreds med sig selv og fuld af forventning drog han af sted og mødte på sin vej mange feststemte deltagere. Da han kom ind på torvet skyndte han sig hen for at hælde indholdet i det store fælleskar. Og nu glædede han sig til at der blev budt til bords. Det skete snart og vores ven glædede sig allerede til en kop dejlig palmevin på en smuk dag.

Da alle var samlet omkring det store bord, ventede man kun på signal fra høvdingen til at gå i gang. Ingen måtte drikke før høvdingen havde skålet. Langt om længe kom signalet. - Og alle førte koppen til munden. Man smagte og smagte igen og kikkede dernæst med forbløffelse på hinanden. For det man smagte var vand. For alle havde tænkt som vores ven. En enkelt kalabas vand ødelægger ikke noget. Det kan ingen smage. Og derfor hedder det i Cameroun. Bringer man vand til festen må man drikke vand.

Ved livets fest er man ikke tilskuer, man er med. Man gør en forskel.

Prædiketeksten til i søndags var fortællingen om brylluppet i Kana, hvor Jesus forvandlede vand til vin. Det første tegn af syv i Johannesevangeliet, hvor Jesus åbenbarer Guds herlighed.

Det er også samlet i ”den lille bibel”. For således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Børge Munk Povlsen, provst

Onsdag den 20. januar

Klik på linket for at høre organistassistent Volker März og trompetist Martin Knudsen spille "Se, nu stiger solen af havets skød". Salmens tekst er af Jacob Knudsen, skrevet for præcis 130 år siden. Volker März står bag optagelsen.

Tirsdag den 19. januar

Tryk på linket og lyt til en gammel smuk salme om tålmodighed og forventning.

1 Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!

2 Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.
Dagene længes, vinteren strenges,
vinteren strenges. Og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.

3 Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue bag gærdet hist!

4 Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse. Det snart forgår.
Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!

5 Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner.
Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!

6 Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad.
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Hans Adolph Brorson 1765

Mandag den 18. januar

Fader,
jeg overgiver mig til dig,
gør med mig hvad du vil.
Hvad du end gør med mig,
takker jeg dig.
Jeg er rede til alt,
jeg går med til alt,
hvis blot din vilje sker med mig
og med alt, hvad du har skabt;
jeg ønsker intet andet, min Gud 

Jeg lægger mit liv i dine hænder,
jeg giver dig det, min Gud
med al mit hjertes kærlighed
for jeg elsker dig,
og fordi kærligheden
gør det til et behov for mig
at give mig selv
at overgive mig i dine hænder
uden forbehold, med uendelig tillid
fordi du
er min Fader.

Denne bøn har jeg bedt mange gange, bl.a. i perioder hvor livet har mødt mig og min familie med små og store udfordringer.
Min søn får også denne bøn med i sin praktikperiode, hvor han arbejder med unge kriminelle i et ungdomsfængsel i Honduras. Denne bøn er med til at give ham en fred i sjælen, for når alt er lagt over til Gud, så er der ikke et tryggere sted, at give sig hen til, siger han.

Bønnen her er sommetider svær at bede. For ER jeg nu også klar til at gøre det, som Gud ønsker jeg skal gøre. Men hver gang jeg overgiver mig fuldt ud til Faderen, må jeg erkende, at det bliver til stor velsignelse for mig og mine omgivelser.

Jeg er dybt taknemlig for, at mine forældre lærte mig at bede, fra jeg er helt lille. Det er noget af det første, jeg husker fra min barndom, at hver morgen starter vi med, at lægge dagen i Guds hænder, og om aften takker vi for dagen der er gået.

Bøn skaber forvandling i ens liv. Det sker ikke altid lige med det samme, men der sker noget med en.

Birgit Nørtoft, kirketjener

Søndag den 17. januar

Jeg har ledt efter forårstegn i min have. Jeg ved lige præcis, hvor de første erantis og vintergækker plejer at titte frem, men der var ingenting at se. Kun sort og frossen jord og lidt ukrudt. Mine venner poster allerede billeder af de første erantis på Facebook og andre steder – men jeg må væbne mig med tålmodighed.

På min tur rundt i haven fandt jeg en del skrald, som fejlagtigt var havnet ved siden af skraldespanden. Lyskæderne fra julen er endnu ikke pillet ned, og visse steder kan haven trænge til lidt vinteroprydning. Bøgehækken står stadigvæk med sine brune blade og minder mest om efterår.

Men jeg kan se, at der er knopper på mit kastanjetræ. Jeg fik træet i gave for mere end 8 år siden, og indtil nu har det kun båret én enkelt kastanje. Det kan man ikke lave mange kastanjedyr ud af. Jeg ved godt, at knopperne springer ud og bliver til fine, grønne blade, og hvis jeg er heldig, kommer der mere end én kastanje på træet i år. Men jeg må være tålmodig, vi har endnu kun lige lagt jul og nytår bag os. Hvis man kigger nøje efter, kan man på billedet af mine kastanjeknopper se, at juletræet endnu ikke er nået længere, end til lige udenfor terrassedøren.

Igen må jeg ty til Højskolesangbogen. Denne gang dvæler jeg ved én af de gamle klassikere, nemlig vintersangen ”I sne står urt og busk i skjul”, som B. S. Ingemann har skrevet for 190 år siden.

Ingemanns svar på min manglende tålmodighed er et ”giv tid!” Der er udråbstegn efter alle sangens 8 gentagelser af ”giv tid!” Det understreger vigtigheden af de to små ord.

Dette er hermed givet videre til jer i tilfælde af, at der blandt læserne skulle sidde en enkelt utålmodig sjæl, som næsten heller ikke kan vente på, at foråret kommer.

1. I sne står urt og busk i skjul;
det er så koldt derude;
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.

2. Giv tid! giv tid! - den nynner glad
og ryster de små vinger, -
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! - hver blomst udspringer.

3. Giv tid! og livets træ bli'r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.

4. Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid, og bi på herrens stund,
- hans skønhedsrige kommer.

Birthe Aarestrup, kirke- og kulturmedarbejder

Lørdag den 16. januar

Et billede siger mere end 1000 ord, siger vi.

Dråber er der mange af i januar.
Januar er dråber, fortættet til sne og i løs vægt som regn.
Regntæt tøj holder dråberne på afstand på gåture.
Gåture i januar giver dråber i ansigtet, på brillerne, på kameralinsen.

Kameralinsen fangede et mikrokosmos i én dråbe.
Dråben skrev H. C. Andersen om i ”Vanddråben”
Vanddråber hælder vi over barnet i dåben.
I dåben får vi håbet.
Håbet i dråbeform er stadig håb.
Håb sang Kim Larsen om i ”Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe”
”At håbe” er helt livsnødvendigt i livet.
I livet er der ikke kun hybenroser, men også torne.
Torne, der stikker som krone over ører - og torne, der holder os fast.
Fastholder os i det svære.
Desværre nogen gange uafrysteligt fast.
Fastholder dog også kraftfuldt en enkelt tornebalancerende dråbe vand.
Vand. Eller en salt tåre, der trækker kindspor af gråd eller glæde.
Glæde som vi hver især har så mange ord og billeder for.

Et billede siger mere end 1000 ord, siger vi.
Her var ikke 1000 ord, men kun 188.
Der er flere ord at tage af.
Resten er dine.
Eller også må du lade billedet sige det.

Eva Jerg, sognepræst

Fredag den 15. januar

Klik her for at læse Holger Lissners salmetekst til den 2. dør i Alfa & Omega-portalen. Jacob Venndt spiller til. Volker März, organistassistent, står bag den lille film. Efter ide af Esther Jensen, kirke- og kulturmedarbejder.

Torsdag den 14. januar

Klik her for at høre "Hyggelig, rolig" spillet, med tekst og billeder til. Hans Esbjerg, organist, spiller. Volker März, organistassistent, står bag den lille film.

Onsdag den 13. januar

Udødelige øjeblikke

Immortal Moments - eller på dansk: udødelige øjeblikke - hedder en sang, jeg skrev for nogle år siden, da jeg sang i vokalgruppen Basix.
Sangen beskriver et livsforløb, og hvordan rollefordelingen mellem forældre og børn ændrer sig over tid.
Den handler også om, hvor umulig en øvelse det kan være at acceptere, at vi selv og dem vi elsker ikke er udødelige.
Vi kan ikke beskytte os mod smerten ved at miste vore nærmeste, men vi kan dyrke og værdsætte de udødelige øjeblikke, vi har sammen med hinanden.
Det synes jeg er godt at tænke på i denne tid, der er præget af afsavn, usikkerhed, rastløshed, modløshed og angsten for at miste.
Du kan lytte til Immortal Moments her og følge med i teksten.

Immortal Moments

You bring your newborn a gift of faith
Blind faith that nothing can go wrong
Night and day you’re watching over us
Leading us along
And it makes us feel save
And it makes us feel loved
And you make us feel immortal

You guide us by the hand, then you let go
Following each step we take
We put the bonds between us to the test
Confident they'll never break
And it makes us feel strong
And it makes us feel free
And we believe we are immortal

One day you let your arms drop down
A gesture of inadequacy
We watch a shelter tumble before us
We’re struck by your fragility
And we want to protect you
And we want to reject you
And we pray that you’re immortal

Somehow we fail to prepare ourselves
For inevitable loss and pain
All we can do is cherish
The immortal moments that remain

Niels Nørgaard, korleder

Tirsdag den 12. januar

I Guds hånd !

En af vores kendte politikere fortæller i sine erindringer, at hun som barn var på cykelferie sammen med sin familie på Bornholm. Alene tanken får det til at risle mig koldt ned ad ryggen. Forestil jer det lige: Far og mor og 5 børn af sted med telt og stor oppakning på cyklerne og hyl og skrig – og: ”Er vi der ikke snart” – ”Hvorfor skal der være så langt?”

Og så endda Bornholm – med alle bakkerne. Underligt nok går de fleste opad, og der er også næsten altid modvind. Det er i hvert fald sådan, at jeg tænker. I øvrigt var det i en tid, hvor cyklerne var tunge skærveknusere uden gear, og alt campingudstyret tilsvarende tungt. Så alle strabadserne har efter min mening slet ikke stået mål med at få lov til at se Rokkestenen, et par rundkirker og Hammershus, som alligevel for længst er faldet sammen. Det skulle man bare byde børn i dag!

Men det var nu ikke alt traumatiske ved sådan en cykelferie, som jeg kunne hæfte mig ved, der stod klarest i erindringen for hende. Det var heller ikke alle de eksotiske seværdigheder, som Bornholm byder på.

Men derimod en lille detalje. Et varmt og godt minde.

Vel kunne bakkerne ind i mellem godt være lidt for stejle for en lille pige med tung oppakning. Men så, når det så allersværest ud og hun var ved at opgive – fortæller hun – kørte hendes far op på siden af hende og lagde sin store og varme hånd på hendes nakke og skulder og skubbede, så bakken alligevel lod sig overvinde – ved fælles hjælp.

Og så tilføjer hun, at når hun senere i livet skulle forestille sig Gud og forestille sig, hvad det vil sige at være i Guds hånd, så var det netop det billede:

Den varme og beskyttende hånd, der lægger sig om skulderen og hjælper én op ad bakken – så man får en fornemmelse af, at man alligevel kunne klare det 

Ja, der kan være megen modgang. Det kan være op ad bakke i livet. Somme tider med meget modvind. Somme tider med meget bagage, der skal slæbes på. Som vi har oplevet det længe. Da er det godt med en hjælpende hånd. En fars hånd! Guds hånd!

Børge Munk Povlsen, provst

Mandag den 11. januar

Klik her for at høre "Jesus, bleibet meine Freude" spillet på kirkens orgel, med smukke billeder til. Volker März, organistassistent, spiller og står bag den lille film.

Søndag den 10. januar

Klik her for at læse dagens tekst.

Lørdag den 9. januar

Jeg synes, det er dejligt at få hilsner.
Nogle gange ligger der en lille seddel på mit kontor med en sød besked, eller jeg får en sms med en tak.
Det varmer langt ind i mit hjerte.
Jeg tænker tit på en hilsen, min mor får i et fødselsdagsbrev, hvor der ligger et udklip.
Det handler om, hvad jeg giver min hverdag af indhold.
Det vil jeg gerne dele det med dig, og jeg ønsker, du får en dag med indhold.

DAGEN I DAG

Dagen i dag er en mærkelig dag, den er min.
Dagen i går slap mig af hænderne.
Den kan ikke få andet indhold end det, jeg allerede har givet den.
Dagen i morgen har jeg ikke noget løfte om – jeg ved ikke, om jeg kan regne med at råde over den.
Men dagen i dag har jeg.
Jeg kan give den det indhold, jeg vil.
I dag kan jeg glæde et menneske.
I dag kan jeg hjælpe en anden.
I dag kan jeg skrive en hilsen til en god ven.
I dag kan jeg leve sådan, at nogen i aften takker Gud, fordi jeg er til.
Dagen i dag er betydningsfuld.
Den er min.

Birgit Nørtoft, kirketjener

Fredag den 8. januar

Under mit juletræ lå for et par uger siden flere eksemplarer af den nye udgave af Højskolesangbogen. Min datter havde håbet på, at hun snart skulle slide på sit eksemplar af sangbogen på det højskoleophold, som skulle begynde på søndag. Som alle andre, så må hun væbne sig med tålmodighed i denne helt usædvanlige januar, hvor meget må udskydes eller aflyses.

Én af de nye forfattere i Højskolesangbogen er Stine Pilgaard, som mange vil kende fra romanen ”Meter i sekundet”. Stine har skrevet en vintersang om januar, og man skulle næsten tro, at sangen var skrevet til denne januar, hvor vi tålmodigt må vente på foråret. Det er ikke meget sne i Stine Pilgaards januar-sang, men til gengæld sammenlignes januar med en række fænomener fra det moderne menneskeliv.

Heldigvis slutter sangen med forår og håb. Det har vi i særlig grad brug for i denne januar.

1. Januar puster sin rastløse vilje
over isen på sø og fjord
Rådvild og sær som en splittet familie
Mågernes skrig i vemodigt kor
Trængt op er hvert væsen i kuldens krog
med mørkets logik og på vintrens sprog.

2. Januar er som en løgn, man vil glemme
Lange brætspil du aldrig vandt
Sange som synges med rystende stemme
Flettede hjerter med flosset kant
Et år bliver en fortid, forladt og brugt
Et ødelagt bord, der engang var smukt.

3. Januar holder en handske i hånden,
trækker vejret så dybt og træt
Røgringe danser i menneskeånden
som en uvirkelig cigaret
Vi hoster, vi nyser, vi har så ondt
mens sommerens genfærd går rastløst rundt.

4. Januar vinker og drager fra landet
Istap glimter som lys fra tag
Fjorden den fryser, så går vi på vandet
Natten bli’r kortere dag for dag
For foråret findes og alt kan ske
når blomsterne vågner i smeltet sne.
Stine Pilgaard, 2018.

Hør melodien her

Birthe Aarestrup, kirke- og kulturmedarbejder

Torsdag den 7. januar

Nytårsforsætter

I 2021 vil jeg:

  1. Tabe 8 kilo 
  2. Lade være med at bekymre mig. I hvert fald bekymre mig mindre
  3. Gå i kirke hver søndag
  4. Cykle 10 km hver dag
  5. Overholde alle deadlines. Eller i hvert fald de vigtigste
  6. Lade være med at bide negle
  7. Holde fri en dag om ugen
  8. Sige ”blive” i Fadervor i stedet for ”vorde”
  9. Få mit klaver stemt 
  10. Sige det, når jeg er glad 
  11. Rose lidt mere
  12. Brokke mig mindre
  13. Sige til min familie hver dag, at jeg elsker dem og ikke kunne forestille mig at leve uden dem
  14. Huske mine venners fødselsdag 
  15. Skrive et rigtigt papirbrev til min gamle svigermor hver uge. Eller i hvert fald ringe
  16. Besøge mine forældres gravsted hver uge. Også når det regner
  17. Lære at lave citronfromage
  18. Lære at bakke med trailer. Og parallelparkere 
  19. Læse Kristeligt Dagblad hver dag
  20. Overveje, om jeg ikke skulle lade være med at lave nytårsforsætter i 2022

Kære Gud.
Tak, fordi du fortsætter, når vi giver op.
Tak, fordi du holder ud, når vi er trætte.
Tak, fordi du husker, når vi glemmer.
Tak, fordi du glemmer det, der ikke er værd at huske.
Tak, fordi du giver os en ny chance i morgen.
Amen.  

Esther Jensen, kirke- og kulturmedarbejder 

Onsdag den 6. januar

Jeg er ikke rigtig klog.
Jeg ville ikke blive udvalgt, hvis der var X Factor i at blive en af de vise mænd­.
I dag er det Hellig tre kongers dag. Dagen for de vise mænd, der fandt vej til barnet i Betlehem.

Jeg er ikke ret klog. Kloge mennesker får mig tit til at føle mig dum. Det er ikke nogen kunst at fremlægge noget kompliceret, så det kommer til at lyde kompliceret og klogt. Men der er visdom i at få noget klogt gjort forståeligt, så selv en enfoldig kan følge med.

Jeg er ikke klog. Der er masser af teologiske spørgsmål, jeg godt kan give et teologisk svar på, for det er jeg uddannet til. På en rigtig god dag vil det måske endda blive forståeligt.
Engang havde jeg min barnetro. Så begyndte jeg at læse teologi. Det var som om det krævedes af mig – eller at jeg krævede af mig selv – at min barnetro skulle gå i puberteten, at jeg skulle tro på en mere sofistikeret måde. Det tror jeg godt, man kan lære sig. Måske forsøgte jeg også. Men det blev svært, når tro blev til en præstation, som også havde med klogskab at gøre. Især når man er en, der ikke føler sig særlig klog.

Så kom jeg ud som præst. En dag kørte jeg hjem efter en af de samtaler, hvor meningsløsheden ekkoer helt ind i sjælen. Da bestemte jeg, at jeg var færdig med at være en klog præst. Jeg ville stå ved min enfoldighed.
Da jeg var 6 år gammel, spurgte min legekammerat Mette mig: ”Er du rigtig klog? Hvordan kan du tro på noget, du ikke kan se?” Jeg vil hellere være ikke rigtigt klog og have en tro, enfoldig som et barns.
Jeg tror, at for Gud handler det ikke om at være rigtig klog. Eller om at være klog i det hele taget. Det handler om at være. Være til. Som det menneske, Gud skabte os til at være.

Når jeg hører om de vise mænd, der finder det lille Jesusbarn, hører jeg også en fortælling om, at vi er det lille barn. Ikke født i en stald, men fødte og udleverede til en verden, fuld af Herodes’er og mennesker, der tror at have fundet de vises sten. En verden fuld af vildveje. Men at vi bliver fundet, skyldes ikke menneskelig klogskab. Det skyldes Guds visdom. At Gud, forstå det hvem der kan – jeg kan ikke – har villet os og lagt os i sit hjerterum.

Eva Jerg, sognepræst